EMNER

Brovst indbyder til ekstra lang By Night

BROVST:Forretningerne i Brovst indbyder til By Night i dag med mange gode tilbud og underholdning i gaden, og aftenen bliver ekstra lang med åbent i butikkerne helt til kl. 23. - Med det gode vejr, og også fordi By Night tit giver omsætningrekord i butikkerne, har vi besluttet at holde åbent til kl. 23, siger Bo Kølby Nielsen fra Brovst Handelsforening. Det går løs allerede fra morgenstunden med gode tilbud i forretningerne og ved boder i gaden, og i aften bliver der musikalsk underholdning og modeshow på scenen i Jernbanegade. Atlantis og sangerinden Annelise, kendt fra Dansk-toppen, underholder, og lokale modeller fra syv butikker viser modetøj præsenteret af konferencier Thomas Jespersen. De syv butikker er Sportmaster, Kids House, Tøjeksperten, Civina, La Boutique, Frk. Nedergaard og Taka Pels. En af By Night-gæsterne kan se frem til at vende hjem med en gratis fladskærm. Sidst på aftenen trækkes lod om en fladskærm til en værdi af 7799 kr. Man skal blot udfylde en talon i en af byens forretninger for at deltage i lodtrækningen.