Brovst

Brovst Pigegarde i festhumør

BROVST:Trods træthed kunne humøret ikke blive højere, da Brovst Pigegarde sent søndag aften vendte hjem og blev badet i champagne efter et forrygende DM for bygarder i Vejen. Pigegarden har aldrig tidligere erobret sejrsskamlerne, men i år lykkedes det, da tambourmajor Pernille Nielsen blev kåret som Danmarks tredje bedste. Der var ingen ende på de jubelskrig og glædestårer, det udløste blandt kammerater og ledere. Ikke kun tambourmajoren, men også de øvrige piger klarede sig flot. Blandt de 47 garder fra hele landet opnåede Brovst en syvendeplads i Tattoo og i tambourorkestrets præcisionsmarch samt en 13. plads i brassorkestrets præcisionsmarch. Desuden kan Brovst Pigegarde bryste sig af at være Nordjyllands bedste garde og Danmarks 18. bedste garde. Det er aldrig sket før, at garden har klaret sig så flot. Gardens piger og ledere får knap nok tid til at hvile ud efter strabadserne: Allerede på fredag og lørdag går det løs igen, idet Brovst Pigegarde skal deltage i ambulancefesten i Hobro. I den nære fremtid ligger desuden optagelse af nye medlemmer i september og planlægning af gardens 40 års jubilæum næste år.