Brovst Pigegarde marcherer mod DM

Snakken går før pigerne tirsdag aften fylder Jernbanegade med musik

BROVST:Tonerne fra "YMCA", "I am sailing" og "Congratulations" fylder luften mellem husfacaderne i Jernbanegade. Mange beboere kigger fra deres vinduer, og cirka 70 mennesker støder til orkesteret i gaden. Tirsdag aften rettede alle øjne i Brovst midtby sig mod Brovst Pigegarde, der gav en smagsprøve på det program, de i næste uge skal spille til DM i Århus. Pigerne er mødtes en times tid tidligere i Brovst Hallen for at varme op og klæde om. De virker ikke nervøse, men slentrer ubekymrede rundt i baglokalet - halvt i civil og halvt i uniform - og taler om byturer, tøj og andre ting fra deres hverdag. - Hvor går man i byen i Brovst, spørger en ung kvinde på besøg. - Det gør vi heller ikke, lyder et fnisende svar. - Vi tager til Aalborg. Uniformerne kommer på og rummet fyldes med blå og hvide farver. To af pigerne ligner hinanden til forveksling. - Heidi. Du aner ikke hvor mange billeder min mormor har af dig, siger den ene. - Da hun viste sit fotoalbum, sagde min mor: Jamen, det er da Heidi, det dér, griner hun skævt. Snart myldrer pigerne ud i hallen, strammer de sorte bånd under garderhattene og samles med noder og instrumenter på vejen foran hallen. Forrest går Pernille Nielsen og kaster sin tamburstav omkring sig i takt til musikken. De 39 garderpiger vender for enden af Jernbanegade og drejer ind på parkeringspladsen foran plejehjemmet Møllegården. Flere beboere titter frem mellem gardinerne og kigger ned på de unge musikanter. Efter to-tre numre går turen tilbage ad Jernbanegade. Flere forældre, søskende og andre nysgerrige sjæle støder til. Lyden af fløjter, trommer og blæsere giver ekko over boldbanerne bag Brovst Hallen, da forsamlingen gør sin entre på grønsværen. Ligesom snakken tidligere gik i gardernes lokale i hallen, går den nu blandt de mange tilskuere på græsset: - Hun er snart uddannet ergoteratpeut, fortæller en kvinde i grå sweater. - Jeg havde da også regnet med at se jer her, griner en anden i klip-klapper. Pigerne slutter aftenen af med at spille koncert og underholde på det glatte gulv i Brovst Hallen. Og hvis klapsalverne fra publikum lyder lige så højt i næste uge, som de gør i aften, skal det nok gå pigerne godt til DM i Århus.