Nørresundby

Brovst var slet ikke så langt væk

Emilja Tvørfoss er fantastisk glad for sit nye job og nyder den daglige tur fra Nørresundby.

Emilja Tvørfoss har etableret sig som selvstændig statsautoriseret fodterapeut i Brovst og er glad for sit nye arbejde. Foto: Grete Dahl

Emilja Tvørfoss har etableret sig som selvstændig statsautoriseret fodterapeut i Brovst og er glad for sit nye arbejde. Foto: Grete Dahl

- Straks, jeg trådte ind i klinikken her, vidste jeg, at her skal jeg være. Emilja Tvørfoss har etableret sig som selvstændig statsautoriseret fodterapeut i lokalerne hos Merethe Carlsen, indehaver af Brovst Fod- & Hudplejeklinik i Jernbanegade 25. Emilja Tvørfoss bor i Nørresundby, men er glad for den daglige tur til Brovst, hvor hun er faldet fantastisk godt til. - Jeg er kosmetisk fodplejer, men ville gerne have en sundheds fodterapeut ind i klinikken, fortæller kosmetolog Merethe Carlsen. Jeg lavede derfor et opslag på fodterapeutskolen i Randers, og den reagerede Emilja heldigvis på. - Jeg har ingen geografisk sans, så da jeg så opslaget fra Brovst, tænkte jeg, at det var alt for langt, smiler Emilja Tvørfoss. Men jeg nyder turen fra Nørresundby og herud, at køre imod strømmen, selv om jeg kunne have nøjedes med at cykle over broen til et job i Aalborg. Emilja Tvørfoss er fra Færøerne og kom til Danmark for 12 år siden, fordi hun gerne ville prøve at bo her et par år. Nu er børnene store, 17 og 6, så nu er det ikke så let at flytte familien. - Jeg er oprindelig pædagog, men fik lyst til at prøve noget andet, siger Emilja Tvørfoss. Fodterapi er en dejlig kombination af håndværk og det at arbejde med mennesker. Og det er spændende at være selvstændig. Nu skal jeg også administrere. Før var jeg vant til bare at få en løn. Emilja Tvørfoss tager sig af alle former for fodproblemer. Også diabetikere med dårlige fødder. - Jeg afsætter en time til hver behandling. Jeg skal lære mine kunder at kende, jeg giver gode råd, og jeg skal skrive journaler. De hyppigste problemer er hård hud, ligtorne og nedgroede negle. - Fødderne sladrer om, hvilken type fodtøj, man har brugt. Om det er fodformede eller højhælede sko. Emilja Tvørfoss og Merethe Carlsen driver hver sin selvstændige virksomhed, men de har et praktisk samarbejde om f.eks. telefonpasning, hvis den ene er væk. Og så venter de, at tre klinikker under samme tag giver en synergieffekt: Frisørsalon Karin K, hudpleje og fodterapi.