Lokalpolitik

Brovst vil have flere sommerhuse

Kommunen har overordnet vision om at udvikle turismen

BROVST:Med en overordnet vision om at udvikle turismen er Brovst Kommune stærkt opsat på at få udvidet sommerhusområderne, som miljøministeren har åbnet mulighed for i kystnære områder. - Pandrup Kommune har 6000 sommerhuse, Fjerritslev har 1400-1500, og i Brovst Kommune har vi 340, siger borgmester Mogens Gade (V). Her er et område, hvor vi har mulighed for at få en økonomisk indsprøjtning. Miljøministeriet har sat fristen for udarbejdelse af projekter for nye sommerhusområder til 11. oktober, og Brovst Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med oplæg til byrådets møde i august. Derefter skal projektet behandles i amtet, inden det sendes til endelig behandling i Skov- og Naturstyrelsen. - Der stilles store krav om, hvordan nye sommerhuse kan passes ind i naturen, siger Mogens Gade. Vi skal visualisere og udarbejde vurdering i forhold til natur og økonomi. - Men det handler også om regional politik og udvikling i udkantområder, så jeg vurderer, at vi må have gode chancer for at få tilladelse til flere sommerhuse, understreger borgmesteren. Der er endnu ikke udarbejdet tal for, hvor mange nye sommerhuse der menes at være basis for i Brovst Kommune. - Men det ville være dejligt med både 100 og 200 nye sommerhuse, siger Mogens Gade.