Brovst

Brovst vil nyde godt af Aabybro-erfaringer

AABYBRO:Mens AS/3 er en ny samarbejdpartner for Brovst Kommune, kender Aabybro Kommune firmaet udmærket. Siden juni 2002 har Aabybro Kommune nemlig samarbejdet med firmaet og haft så gode erfaringer, at Brovst har valgt også at prøve det. Aabybro Kommunes socialchef, Leif Sørensen, fortæller, at mellem 40 og 50 kontanthjælpsmodtagere fra kommunen har været igennem et vejledningsforløb hos AS/3. - Af de første otte, som vi sendte afsted, fik seks ordinært arbejde, mens de to sidste startede på en SU-berettiget uddannelse. Altså en succesrate på 100 procent, fortæller Leif Sørensen. Siden har succesraten været svingende. Lavest var den i perioden fra februar til oktober i år, hvor 65 procent fik arbejde eller kom i gang med en uddannelse. Leif Sørensen er selvsagt meget tilfreds med samarbejdet. - Vejledningen gør, at de unge får øjenene op for, hvor de har deres kompetencer, og hvad de kan frem for at snakke om, hvad de ikke kan. Ifølge Leif Sørensen er deltagerne på kurset især glade for instruktionen og den personlige rådgivning, de får: - Den giver noget selvtillid. Og når først én sidder med armene i vejret og siger "Yes, jeg fik jobbet", så tror de andre også på, at det kan lykkes for dem.