Færdselsforseelser

Brovst vil stoppe farlige bilræs

BROVST:Teknisk udvalg vil have sat en stopper for det farlige bilræs, som de seneste fredage har fundet sted på Terndrupvej i industrikvarteret i Brovst. Politiet har foreslået, at der indføres et stopforbud på vejen. Dermed bliver det forbudt at parkere og se på bilræset. - Hvis ikke der er tilskuere, vil de unge, der dyrker bilræs, hurtigt miste interessen, siger vicepolitiinspektør Erling Østervig, Løgstør Politi. Formand for teknisk udvalg i Brovst, Leif Madsen (UP), er ikke afvisende for ideen med stopforbud. Teknisk udvalg ser på forslaget på tirsdag.