Brud i ansigtet efter slag

Unge i slagsmål i Fjerritslev

Martin Frandsen
Foto: Michael Koch
Fjerritslev 1. september 2014 14:48

FJERRITSLEV: En 21-årig mand fra lokalområdet fik fredag aften flere brud i ansigtet efter at være blevet slået flere gange med knytnæver af to jævnaldrende mænd, ligeledes fra Fjerritslev.

Den 21-årige stod i Østergade og talte med to piger, da de to mænd på 21 og 22 år omkring klokken 20.30 kom ud fra diskotek El Rigo, oplyser politikommissær Peter Skovbak.

- De mænd var fulde og gik hen til den 21-årige og provokerede ham. De slog ham hver en gang i ansigtet med knytnæver, så han fik brud på kindben og kæben, siger Peter Skovbak.

Anholdt søndag

Søndag fik politiet fat i to mænd, som blev sigtet for vold, og den yngste af dem blev mandag eftermiddag fremstilet i grundlovsforhør i byretten i Hjørring på grund af overfaldets grovhed, og fordi han tidligere er dømt for vold.

Men i grundlovsforhøret forklarede den 21-årige, at han først var kommet hen til ofret efter, slagsmålet var overstået. Han erkendte at have slået ofret en gang i ansigtet, men da havde den anden mand allerede fået brudene.

Dommeren fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag til at have mistanke om, at det var den 21-årige, som havde forårsaget skaderne, og derfor blev den 21-årige løsladt. Dog har anklager Emil Stenbygaard kæret afgørelsen til landsretten.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...