Boligøkonomi

Brud på Grundloven? Det ved jeg ikke

BOLIGSALG: "Om mit forslag bryder Grundloven, det ved jeg ikke. Det vil jeg ikke svare på". Det var tirsdag 10. januar, hvor boligudvalget havde indkaldt ministeren i samråd for, at han kunne svare på spørgsmål til planerne om udsalg af den almennyttige boligsektor. Gang på gang spurgte jeg erhvervs- og boligminister Bendt Bendtsen. "Det må du spørge justitsministeren om", var hans eneste bidrag til den diskussion. Efter halvandet års arbejde har hans embedsmandsudvalg ellers udtænkt noget, de mener er en løsning på problemet. De er klar over, at Folketinget ikke uden videre kan give den enkelte lejer lov til at købe og sælge sin lejlighed i et almennyttigt boligselskab. Det er nemlig hverken lejeren eller Folketinget, men boligselskabet, der ejer lejlighederne. I stedet mener udvalget og ministeren at have løst problemet ved at overlade beslutningen til de enkelte afdelinger i boligselskabet. Men det er heller ikke afdelingernes lejligheder; det er netop boligselskabet. Derfor er regeringens forslag sandsynligvis et brud på Grundloven, men den diskussion vil boligministeren helst ikke rodes ind i. Sådan noget med Grundlov og ejendomsret plejer borgerlige politikere ellers at være meget optagede af. Men den slags hensyn må vige for det nyliberalistiske korstog mod lejeboliger, især almennyttige boliger, der repræsenterer alt det sociale, fælles og kollektive, som Venstre og Konservative hader. Forslaget vil ikke slå den almennyttige sektor ihjel på en nat, men det vil undergrave og langsomt opløse den, fordi det især vil være lejerne i de bedste boliger med de mest attraktive beliggenheder, som vil købe – og senere sælge. Lidt efter lidt omdannes disse afdelinger til ejerligheder. Tilbage som almennyttige lejerboliger vil være de dårligere boliger i de mindst attraktive områder, og tilbage som lejere vil de økonomisk dårligst stillede sidde. Kommunalt anviste vil udgøre en stadig større del beboerne. I stigende grad vil de almennyttige boliger blive til sociale ghettoer. Og de vil få sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen. I idelogisk forblændelse har regeringen fostret et forslag, som er helt uden mening. Der er ikke brug for færre lejerboliger, men flere. Der er ikke brug for stats-centralistiske indgreb i beboerdemokratiet, men mere beboerdemokrati. Der er ikke brug for mere marked i boligsektoren, men mere samfundshensyn.