Vandforsyning

Brud tørlagde dele af Esbjerg

ESBJERG:Mange tusinde mennesker i det østlige Esbjerg stod i går eftermiddag uden vand i vandhanerne, efter et brud på en stor vandledning. Bruddet blev konstateret ved 15-tiden, da man på kommunens vandforsyning kunne se, at man pumpede mere vand ud end normalt. Både politi, byens taxiselskaber og befolkningen blev via radio bedt om at hjælpe med til at finde bruddet. Først et par timer senere lokaliserede man det sted, hvor vandet fossede ud. Herefter var det forholdsvis let at isolere stedet og lede vandet uden om, fortæller afdelingsingeniør Eric Lauridsen. I løbet af i dag vil Esbjerg Vandforsyning grave ned til vandledningen for at finde ud af, hvad der er sket. /ritzau/