Brug den rigtige vandslange

Salget af udekøkkener boomer i år, men alt for mange forbrugere glemmer at tilslutte køkkenet med en godkendt vandslange. Danskerne betaler gerne for flotte udekøkkener, men når det kommer til vandtilslutningen, vælger 29 ud af 30 forbrugere den billige og nemme løsning - nemlig at bruge den sædvanlige vandslange fra haven. Det vurderer nonfoodchef i Coop Norden Varesikring, Michael Kristensen. Den løsning er ikke altid hensigtsmæssig. For vandslanger, der skal bruges til drikkevand og vand til madlavning, skal have en VA-godkendelse. Det vil sige, at der blandt andet skal ligge dokumentation for, at vandslangen ikke afgiver problematiske stoffer til vandet. Men det tænker forbrugerne ikke på. - Jeg tror simpelthen ikke, forbrugerne er opmærksomme på, at valget af vandslange betyder noget, siger Michael Kristensen. I almindelige PVC-havevandslanger kan for eksempel phthalater og andre indholdsstoffer i plasten vandre fra vandslangen og over i det vand, som man så drikker eller bruger i madlavningen. Der er ikke en akut sundhedsrisiko ved at bruge haveslangen. Men Coop opfordrer til at bruge en godkendt slange.