EMNER

Brug for arbejdskraft til dyrepark

} FRIVILLIGE: Idemand Frank Damborg kan godt bruge flere frivillige hænder, når arbejdet med at etablere dyrepark for enden af Mejerivej i Arden fortsætter. Trods snestorm tog arbejdsfolk allerede i lørdags fat på at skrælle barken af et vognlæs træstammer. Når de afbarkede stammer har fået olie, skal de bruges til at bygge dyreparkens indgangsparti, en bro over cykelstien og den udsigtsplatform, der blandt andet skal bruges til undervisning. De flittige hænder svinger barkhjernene de kommende lørdage mellem 9 og 15, og sne er fortsat ingen forhindring, forsikrer Frank Damborg. Alle interesserede er velkomne til at give en hånd med, så projektet kan få ben at gå på. Dådyrene slippes løs i parken til april - altså om bare fem uger. Frank Damborg pointerer, at tidsplanen skal overholdes, idet drægtige hinder ikke må flyttes mellem april og oktober. Til en start sættes 16 dådyr ud i parken, men med tiden forventer Frank Damborg at nå op på en fast bestand på omkring 30 dyr. Tanken om at supplere med sikahjorte er til gengæld droppet. - De er indført til landet, og man frygter, at de vil blande sig med den rene danske bestand, hvis de bryder ud af indhegningen, siger han. } CUP FODBOLD: Ikke færre end 500 børn og unge spiller i aften, lørdag og hele søndag med fodbold i Valsgaard Hallen. Lokale ROV IF 76 er påny vært for Danske Bank Cup , som har fået tilmelding fra 70 hold. Nemlig piger og drenge i alderen 6 til 16 år fra klubber, der geografisk strækker sig fra Randers til Aalborg. De mange hold fordeler sig på 16 puljer. Sædvanen tro har ROV skaffet en masse frivillige til at stå for det praktiske, mens banken bag sørger for en stribe præmier til holdene. } LUKKET: Efter næsten tre år på butiksbanen lukkede murermester Kjeld Thygesen forleden Farvebasen i Vestergade 12. Thygsen dropper dog ikke af den grund farverne. I stedet indgår han nu i tæt samarbejde med Michael Sørensen, der driver Farvebasen i Skørping. Samtidig ændrer Kjeld Thygesen sit firmanavn, så Arden Murerfirma ApS bliver til Arden Murer & Malerfirma ApS. Hvad de tomme lokaler i Vestergade 12 angår, så leder Kjeld Thygesen efter en ny lejer.