Brug for flere haller i Thy

Tre skoler i Thisted ønsker at opføre egen hal - fortsat stort pres på Thy Hallen

Lone Lærke Krog
Østre Skole har behov for en hal både til idræt og som samlingssal for hele skolen. Arkivfoto: Peter Mørk
Skolevæsen 19. juni 2012 09:00

THISTED: Når Thisted Byråd i løbet af sensommeren skal prioritere i anlægsønsker fra institutionerne, ligger der blandt andet ansøgninger om opførelse af idrætshaller ved tre af skolerne i Thisted-området, nemlig Østre Skole, Tilsted Skole og Tingstrup Skole, skriver Thisted Dagblad.

- Hvis vi havde en hal, ville vi booke den fuldstændigt op, siger Brian Kirk Nielsen, Østre Skole.
Østre Skoles oprettelse af idrætsklasser i overbygningen har aktualiseret en gammel halplan: skolen har i år haft lejet Nordthy Hallen i Sennels, fordi der ikke kunne findes flere ledige timer i Thy Hallen, og selv her i sommerhalvåret, hvor mange idrætsaktiviteter foregår udendørs, må omklædningen foregå i skiftehold.
Ingen steder på skolen kan der samles mere end 200 mennesker på én gang, og der er 500 elever.
Brian Kirk Nielsen kalder det ”store udfordringer”.
Østre Skole og Tilsted Skoles modeller for opførelse af idrætshaller beløber sig til hver sin anlægsudgift på syv-otte millioner kroner. Tingstrup Skoles halplan ligger som en del af en samlet udbygningsplan, der ikke er af nyere dato.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...