Brug for rollemodeller

Flemming Jansen har (20.10.) en dårlig smag i munden, fordi Al Gore har modtaget en halv Nobels fredspris.

Den dårlige smag i munden skyldes flere ting. For de første, at amerikaneren Al Gore har bidraget til at ¿tivolisere¿ den hæderkronede Nobel-institution. Som Verden og markedet er i dag, vil jeg sige, at det blot var spørgsmål om tid, før det ville ske. Og hvorfor skulle Nobel-institutionen ikke have lov til at give (valg) kampsbidrag til personer, som de mener kan gøre en forskal? For det andet mener Jansen, at Al Gore er et dårligt valg, fordi han både vidensmæssig og i praksis er en dårlig rollemodel. Dobbeltmoral har vi det skidt med, når det handler om andre mennesker en lige os selv. For det tredje og mest interessante har Jansen en dårlig smag i munden, fordi Al Gore har haft held med at formidle en sandsynliggørelse af, at klimaforandringerne også skyldes menneskeskabte faktorer. Jansen mener åbenbart, at det menneskelige bidrag til Gaias økosystem ikke betyder alverden. Jansen mener, at det er, fordi det moderne menneske gerne vil have, at det hænger sådan sammen, for så gør vi moderne mennesker, hver af os en forskel (også når vi gerne vil tjene mange penge!). Hvorfor kan vi ikke bare acceptere, at der er noget større end alle mennesker tilsammen? Det er der også, Jansen, nemlig alle os moderne mennesker tilsammen, der efterspørger varer, som vi reelt ikke har brug for, men som vi har vænnet os til bare er der, bare er tilgængelige. Og i det game er den eneste profitmagere dem, der leverer energien. Helt grundlæggende mener jeg ikke, som Jansen, at det handler om at indtage en ydmyg position og acceptere, at galaktiske kræfter styrer vores vind og vejr. Det er fatalisme, og det er værre end at være dobbeltmoralsk, som Al Gore. Men bare fordi en mediekendt person handler selvmodsigende, behøver det så at give dårlig smag i munden? Det er lidt lige som i skolen: ¿Jamen, han gør det også, og han må godt for sin mor!¿ Jeg kan forstå, at Jansen lige præcist i forhold til Al Gore og klodens tilstand ikke mener, at vi som enkelt individer skal tage et standpunkt, men acceptere universets øko-cyklus. Jeg siger, at der lige præcist er brug for at tage et standpunkt, også selvom ¿rollemodellen¿ åbenlyst ikke har tænkt sit eget energiforbrug ind i den store Miljø-Ligning. Jeg tror på, at det gør en forskel, hvis vi trækker stikket ud af bare én af de mange skærme, som en husholdning statistisk har, og måske bare cykler de sidste fem kilometer til arbejdspladsen. Det kan godt være, at de galaktiske kræfter stadig er for kraftfulde. Men så er der ikke nogen, der kan sige: De prøvede sgu ikke! Alle andre end ham Al Gore!