Brug for stærk kaffe

Leder Tværpolitisk nordjysk kaffeklub på Christiansborg bør lægge pres på minister ...

Én svale gør ingen sommer, uanset hvor meget svalen gør; men bliver det sommer, hvis nu alle svaler bare trækker væk? Carsten Hansen (S), by-, bolig og landdistriktsminister, sagde i klar tekst til NORDJYSKE Stiftstidende torsdag: - Jeg tror ikke, statslige arbejdspladser kommer til at redde Nordjylland. Så mange kan vi simpelthen ikke flytte ud, men vi må tage det op i hvert enkelt tilfælde, hvor det giver mening. Ministeren for afvikling af det berygtede og misrøgtede udkantsdanmark har en halv pointe. Men den sidste og måske vigtigste halvdel mangler - den del af pointen, som på moderne dansk hedder synergieffekten. Landsbyer får det endelige dødsstød, når skolen og/eller købmanden lukker. De landsbyer, der overlever, er dem, der er i stand til at holde på borgere, skole og brugsforening, fordi de alle tre er hinandens fødekæde. Den større by - eller en storby som Aalborg - og en region har en tiltrækningskraft, der er baseret på en mangfoldighed af udbud. Det gælder alt fra job og uddannelse over kultur til myndigheder og institutioner. Deriblandt statslige arbejdspladser. Og derfor har hvert eneste statslige job, der lægges til eller trækkes fra, en klar betydning for opfattelsen af området og ikke mindst regionens og dens borgeres selvforståelse. Selvforståelse er nok en delvis umålelig størrelse, men psykologi kan sagtens være kendsgerninger på lige fod med de håndgribelige. Vel kan Carsten Hansen ikke "redde" Nordjylland med statslige job - men ved at sidde på hænderne kan han fremme de dårlige tendenser i stedet for at hæmme dem. Og det har hans partifælle Bjarne Lausten, som det fremgår af torsdagsavisen, klart forstået. Forhåbentlig kan den nye nordjyske kaffeklub på Christiansborg tekste det for ministeren. Det kræver sikkert stærk kaffe, for almindelige bønner hjælper næppe. Og som naboer til Vesterhavet ved de fleste nordjyder, at styrken ligger i brændingen ...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.