EMNER

Brug for større handlekraft

19.6. undrer folketingsmedlem Birgitte Josefsen (V) over, at der ikke er medieopmærksomhed om Kræftplan II. Denne plan er blevet til som en snævert forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Måske hænger det sammen med, at planen ikke virker overbevisende, men mere er udtryk for pligtarbejde. Derud peges en række initiativområder, og herfter smøres der et tyndt lag honning hen over alle. Og herefter kan man sige: Vi har gjort noget! Josefsen nævner ikke, at der står i aftalen, at vi i Danmark har en overlevelsesrate, der ofte er lavere end i en række andre lande. Vi er ikke på niveau og har derfor brug for at gennemtænke hele vores indsats og ikke barebegynde at skyde med spredehagl. Situationen er jo, at et stigende antal danskere får konstateret kræft. Det konstateres i planen, at sund kost kan forebygge sygdomme, herunder kræft. Der bliver i forlængelse af projekter om sunde kostvaner afsat midler til udvikling af kommunale sundhedscentre på 50 mio. kr. Men det illustrerer faktisk meget godt den afmagt, som planen er udtryk for. Medens der afsættes nogle håndører til oplysning om sund kostt, ordner de monopoliserede fødevareproducenter bare der ud af. Der vil he rvære en klar argumentation for bedre støtte til udvikling af økologiske fødevarer, men det nævnes ikke. Planen udstråler ligeledes usikkerhed omkring patienternes situation. Det hænger vel primært sammen med, at oplægget til Plan II er udarbejdet af bureaukrater uden inddragelse af erfaringer fra kræftpatienter. Der står noget om hurtig diagnose og kontaktpersoner, men der står ikke noget om, hvorledes der etableres en fornuftig forberedelsestid for patienterne inden behandlingen. Der tænkes for meget i effektivitet og mindre i kvalitet. Hvis man læser Kræftplan II, kan man finde forslag til effektivisering afsygdomsbehandlingen, men planen tager ikke patienternes ideer og ressourcer i ed på et bedre patientbehandlingsforløb. Derfor bliver plan II sikkert heller ikke det store gennembrud i behandlingen på kræftområdet. Og i den forstand er jeg enig med Josefsen. Dette område kræver mereoffentlighed, men også et bedre forsøg på at skabe et mere visionært og en mere handlekraftig indsats på kræftområdet.