Brug kræfter rigtigt

POLITI:250 HK'ere til at klare det daglige kontorarbejde, som politifolk tidligere har brugt oceaner af tid på. Det var da også på tide, at man indså nødvendigheden af et sådant tiltag! Men kunne man så ikke se lidt videre? Ganske vist afviser politiledelsen, at politifolk udfører arbejde med at vaske og støvsuge bilerne. Ikke desto mindre har tv vist, at netop sådanne opgaver udfører "aktive" politibetjente rent faktisk. Et endnu mere grelt eksempel så vi i forbindelse med "stormen på Sandholmlejren". Her så vi ganske mange uniformerede betjente i gang med at bakse "terrorist-hegn" op omkring Sandholmlejren. Selvfølgelig har betjentene godt af lidt fysisk arbejde nu og da (når der p.t. er relativt fredeligt på Nørrebro), men havde det ikke været mere oplagt at få et hold stilladsarbejdere til at udføre den form for "politiarbejde"? 2000 eller 300 flere betjente? Ja, det er nok rigtigt, men måske kunne en del af dem erstattes af HK'ere og 3F'ere!