Brug krise bedre

At Danmark har brug for flere med en god uddannelse er gammel viden. I en tid med økonomisk afmatning og et stigende antal afskedigelser bliver behovet kun større.

Men faktisk kan man også sige, at mulighederne for, at flere går i gang med en uddannelse, styrkes, når efterspørgslen på arbejdskraft falder i en periode. Specielt hvis vi som samfund udviser rettidig omhu. Vi bør hurtigst muligt udarbejde en målrettet og ambitiøs strategi for, hvordan den kommende periode med større ledighed og dermed mindre arbejdskraftbehov benyttes til at skabe den nødvendige og stærkt tiltrængte opkvalificering af arbejdsstyrken. Det giver god mening, at lønmodtagere, der pga. lavkonjunktur er uden for arbejdsmarkedet i en periode, bruger ledighedsperioden konstruktivt til at efteruddanne og opkvalificere sig, så de står stærkere, når de igen kommer ind på arbejdsmarkedet. Alt tyder i øvrigt på, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet forkortes betragteligt, hvis den ledige efteruddanner sig. Også personer, der stadig er på arbejdsmarkedet, men som har lyst til og mod på efteruddannelse og nye udfordringer, skal anspores og motiveres langt mere til at gøre det. Forlader de arbejdsmarkedet for at efteruddanne sig i en periode, giver det plads til andre, og når de vender tilbage igen, står de langt stærkere, ligesom de skaber større værdi for sig selv, deres arbejdsplads og for samfundet. Skal disse mål opnås, skal incitamentet til at tage en ny uddannelse eller at starte på en efteruddannelse øges betydeligt. Først og fremmest skal de rette uddannelser udbydes. Her tænker jeg på alt fra AMU-kurser og voksenlærlingeforløb til masteruddannelser og hele universitetsuddannelser. Uddannelserne bør generelt gøres gratis at deltage i. Hvis vi som samfund ønsker et højere uddannelsesniveau, er det absurd, at vi samtidigt opstiller en økonomisk barriere for at komme i gang. Men det betyder også meget, hvilke vilkår vi tilbyder folk, der vælger at starte på et uddannelsesforløb i en moden alder. For en voksen kvinde eller mand med familiære forpligtelser, hus og måske bil, bliver drømmen om en uddannelse uopnåelig, hvis det er ensbetydende med at skulle klare sig for fx Statens Uddannelsesstøtte. At et bredt flertal i Folketinget, herunder også Socialdemokratiet, har løftet loftet for, hvor mange penge en studerende må tjene, før han eller hun bliver trukket i SU, kan være udmærket. Men det er slet, slet ikke det, der gør, at fx en ufaglært vælger at starte på en uddannelse. Derfor bør vi netop i en tid, som den vi går ind i nu, udbygge de voksenuddannelsesstøtteordninger, der findes. Ligesom vi efter min bedste overbevisning bør indføre en ordning, hvor a-kasseforsikrede lønmodtagere efter en opsparingsperiode på f.eks. 10 år, erhverver sig retten til at tage en uddannelse på fulde dagpenge. Jeg tror på, at et sådan indkomstniveau vil være tilstrækkeligt til, at langt flere vil turde tage springet ud i en krævende uddannelse. Samtidigt vil ordningen sikre, at endnu flere vil vælge at lade sig forsikre i en a-kasse, hvilket igen vil være godt for den danske model og det fleksible og omstillingsparate arbejdsmarked, der kendetegner Danmark. Lad os bruge krisetiden til at tænke ambitiøst og offensivt. Det er viden og kloge hoveder, vi skal leve af i fremtiden!