Brug og misbrug - på de skrå brædder

Unge og alkohol til diskussion i 7. klasserne

FREDERIKSHAVN:Børnekulturkoordinator Hanne Boesen præsenterer en teaterforestilling med titlen "Jeg er sgu' da ikke narkoman". Stykket handler om middelklassedrengen Anders og hans ven Jacob. Anders far og mor er lærere, mens Jacob er fars dreng, forkælet og følelsesmæssigt temmelig elendig og forsømt. Drengene spiller musik sammen og fortæller hinanden om de ting, der oplever i deres hverdag. 320 elever fra kommunens 7. klasser er tilmeldt teaterforestillingerne i Maskinhallen i uge 7, og projektet starter onsdag den 16. med den første forestilling i Maskinhallen - en forestilling, der bliver gentaget yderligere to gange om onsdagen og igen to gange om torsdagen. - Samtidig er skolerne blevet opfordret til at arbejde med temaet "alkohol og unge - brug og misbrug" i uge 9. Det er vores håb at stykket kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos de unge, siger Hanne Boesen. Hun mener, at teater og film er medier som er særligt egnede til at råbe de unge op. - At vise et teaterstykke der er vedkommende og inddrager tilskuerne i handlingen er en god måde at få de unge til at lytte til og give indsigt i problemet om brug og misbrug. Ikke med en løftet pegefinger, men med gode argumenter til at sige stop, før det bliver alvor. De unge kan identificere sig med og spejle sig i personerne og får derfor, foruden en fælles oplevelse, en fælles ordbog: Måden at sige nej på og så alligevel have respekten i behold, siger Hanne Boesen. Børnekulturkoordinatorens samarbejde med Lions klubberne Bannerslund og Frederikshavn og med Sund By Frederikshavn har muliggjort at projektet kan gennemføres. Ekstraordinært er der gratisbilletter til alle unge til forestillingen onsdag kl. 19 - og billetter kan hentes på Frederikshavn Bibliotek allerede nu.