Gymnasiale uddannelser

Brug penge bedre

I et Synspunkt, "Absurd prioritering" (28.1.), kalder Poul Søe Jeppesen, direktør for Aalborg Handelsskole, forskellen på udgiften til en student fra det almene gymnasium og handelsgymnasiet absurd. Den skulle ifølge direktøren være på 15.000 kr. i gymnasiets favør.

Der henvises til et svar fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini (10.1.) til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Men det svar har direktøren læst ganske overfladisk. For Christine Antorini skriver, at den aktuelle fordeling af midler hænger "ganske godt sammen". Fordelingen begrundes med udgifter til naturvidenskabelige fag, forskelle i arbejdstidsforskelle, regelsættet omkring studieretningshold og mindre gymnasier i udkantsområder. Alligevel skriver Poul Søe Jeppesen hjerteskærende, at handelsskolen har brug for flere penge til at forbedre undervisningen og mindske frafaldet. Men så er det, at den tænksomme læser må spørge: Hvorfor i alverden har handelsskolerne brugt millioner af kroner på reklamer i tv og trykte medier siden jul? Kunne de penge ikke være anvendt til bedre undervisning? Det almene gymnasium bruger ikke mange kroner på reklame, men nøjes med nøgtern annoncering af deres orienteringsaftener i januar.