Brug penge på at hjælpe ramte familier

Jeg skal love for, at pressen kører på Brønderslev Kommune.

Hvor mange kommuner har familien boet i, før de kom til Brønderslev. Har de kommuner overhovedet ingen ansvar. Det er nemt at anklage andre. Hvad med at feje for ens egen dør først. Fru/frk. Kjær blæser sig op, nu skal Brønderslev komme til at stå til regnskab. Mit spørgsmål er: Har kommunerne de rigtige værktøjer til at tackle sådanne problemer? Er det ikke bare sådan, at man blæser tingene op i pressen og giver den kommune, hvor det bliver opdaget, skylden for det hele? Men man er ikke parat til betale for de nødvendige værktøjer, som er nødvendige for at hjælpe. Det samme var gældende i Mou-sagen. Jeg har selv oplevet problemerne med at få hjælp til de nødvendige værktøjer. Og må i dag tage beroligende midler hver dag. Jeg spurgte efter psykologhjælp, da jeg fik mit sammenbrud og stress. Jeg kunne også godt få psykologhjælp, hvis jeg selv betalte. På det tidspunkt tænkte jeg ikke klart, da der var mange andre ting, der trykkede på. For det første synes jeg ikke, det skulle være mig, der skulle spørge efter psykologhjælp, men det skulle have været et tilbud, jeg skulle have. Tænk, hvor mange penge jeg kunne spare både mig selv og regionen for. Havde jeg været med i en ulykke, var jeg straks blevet tilbudt psykologhjælp. Så i stedet for at bebrejde de forskellige kommuner vil det være bedre og billigere at give kommuner og regioner de nødvendige hjælpemidler. Og hermed menes penge til at ansætte og benytte psykologer og lignende. Sådan at man hurtigere kan sætte ind, når der opstår problemer. Jeg tænker ofte på, om jeg måske ville have været på arbejdsmarkedet endnu, hvis jeg havde fået den nødvendige hjælp i rette tid. Den store støtte, jeg fik, kom fra mine dejlige kolleger. Men da var jeg jo allerede i behandling med medicin. Så kolleger, I kan godt rette ryggen. I var klogere og dygtigere end politikerne. Tænk lige over, hvad der sker i Danmark nu. Det eneste, regeringen kan se, er skattelettelser til de højestlønnede. Mange mennesker bliver fyret, mange familier bliver ramt økonomisk hårdt. Det vil i rigtig mange tilfælde give psykiske problemer med skilsmisser m.m. til følge. Er der psykologhjælp til dem? Nej. For det er der ikke råd til. Husk, det er de personer, der kommer til at mangle på arbejdsmarkedet senere. Så i stedet for skattelettelser, som kun kommer få til gode, er det bedre at bruge pengene på at hjælpe ramte familier psykisk og økonomisk.