Brønderslev

- Brug penge på borgere

Kraftig kritik af kommunale besparelser på maj-møde

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mødet blev rykket ind i Den Runde Pavillon.

BRØNDERSLEV:- Vi bør i Brønderslev Kommune bruge nogle af pengene i den bugnende kommunekasse til at rette op på de skader, der er sket på grund af besparelser.

- Der er på visse områder skåret meget dybt. Så dybt, at det gør ondt.

På 1. maj mødet i Hedelunds-anlægget kom gruppeformand Arne M. Jensen (S) med et kraftigt angreb på det borgerlige styre i Brønderslev.

Arne M. Jensen henviste til, at regnskabet for 2017 er så godt, at der nu er 175 millioner kroner i kommunekassen.

- Det er dobbelt så meget som der er brug for til at holde kommunen i drift, påpegede han.

Arne M. Jensen mener ikke, at det er nødvendigt, at alle udvalg skal afdække 1,5 procent af driftsbudgettet.

- At skulle afdække et sådant beløb, signalerer besparelser. Men der er ikke behov for disse besparelser med den økonomi, der er i kommunen.

Også det borgerlige styres åbenhed kom han med et kraftigt angreb på.

- Borgmester Mikael Klitgaard (V) taler meget om samspil med borgerne, og der signaleres hele tiden fra den borgerlige gruppe åbenhed.

- Men denne åbenhed er tom snak. I forbindelse med budgetbehandlingen bør vi i højere grad inddrage MED-udvalget og borgerne bør have indflydelse på, hvad pengene skal bruges til.

Arne M. Jensen konstaterede, at der er begyndende mangel på arbejdskraft.

- Men virksomhederne har glemt at tage lærlinge ind. Nu kommer regningen.

Vi skal have opkvalificeret medarbejdere, så de kan få job inden for de brancher, der har brug for folk.

- Der er ikke mangel på hænder. Der er mangel på uddannelse, sagde Arne M. Jensen.

Udligningsreformen var også oppe at vende.

- Det kan ikke passe, at der er stor forskel på servicen i de rige nordsjællandske kommuner og i Nordjylland, sagde han

Også LO’s næstformand Einer Holst beskæftigede sig med spørgsmålet om arbejdskraft.

Det er grædekonesnak, når arbejdsgiverne siger, at de ikke kan få arbejdskraft. Der er 100.000 danskere, der står og venter på et job, sagde Ejner Holst.

- Der er kun 1,3 procent af de arbejdsgivere, der siger, de ikke kan få arbejdskraft, der har forsøgt sig med at rette henvendelse til Jobcentret eller en A-kasse. Nej arbejdsgiverne er kun ude på at presse lønnen, og få billig udenlandsk arbejdskraft ind.

Ejner Holst gav et eksempel på, hvordan en kvinde skulle i jobtræning, og der skulle være en seng på arbejdspladsen. Lægerne havde advaret mod denne jobtræning, men alligevel krævede Jobcentret, at hun kom i arbejdsprøvning.

- Vi må stoppe denne umenneskelige behandling i vort samfund.

Omkring skattepolitik sagde han:

- Regeringen kan finde ud af at vi får billigere hasselnødder, men man svigter de unge, så de får en uddannelse.

Folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) kunne fortælle, at det i denne tid er 20 år siden, hun meldte sig ind i Socialdemokratiet.

- I skolen kunne jeg se, at der er behov for, at alle får den uddannelse, de har mulighed for. Det er socialdemokratisk politik.

- Det er meget få penge, der skal ofres for at give en person det skub, der skal til, for at han/hun ikke overgår til offentlig forsørgelse.

Henning Jørgensen (SF) beklagede, at han mistede sin plads i byrådet, men nu er parat til at tage en tørn som folketingskandidat.

Henning Jørgensen glædede sig over, at spådommene om, at den danske model var i fare i forbindelse med årets overenskomstforhandlinger blev gjort til skamme.

- Den danske model består, og forhandlingerne har vist, at vi står skulder ved skulder, sagde han.

Henning Jørgensen beklagede, at miljøpolitikken i Danmark er skubbet i baggrunden.

Omkring udligning mellem rige og fattige kommuner ankede han over, at der ikke er lavet en reform:

- I Gentofte har en gennemsnitsborger 300.000 kr. i indtægt, mens det i Brønderslev er 150.000 kr. Der skal flyttes penge, så man i de fattige kommune kan yde den nødvendige service.

Blandt sangene var selvfølgelig "Når jeg ser et rødt flag smælde". Der var dog ikke mange faner, der smældede. Mødet måtte nemlig rykkes ind i Den Runde Pavillon, hvor dannebrog var bundet til talerstolen.

LO-formand Ole Andersen konstaterede, at det er sidste gang, der holdes 1. maj møde under den nuværende form.

- Når vi mødes om et år, er vi mange flere, idet der er sket en fusion med FTF, som betyder, at nye faggrupper kommer med, sagde Ole Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.