Skolevæsen

Brug tid på børnene

- Jeg kan ikke forstå de forældre, der ikke engagerer sig i børnenes skole. De må da forstå, hvor stor en rolle, de spiller, indleder Gurli Højen, som har sagt ja til at være med i 24timer for 3. c, "fordi jeg er blevet spurgt".

- Det er en udfordring. Jeg kommer ikke med færdige løsninger, men kan som forælder se, hvor afgørende det er, at forældrene sørger for, at børnene har orden i forudsætningerne for at lære. De skal være udsovede, mætte, støttes, ellers kan selv de gode lærere ikke stille meget op, uddyber hun. Skolegangen er det vigtigste i barndommen, og det skal forældrenes prioriteringer vise, mener hun. - Der er ikke tid til alt, når man har skolebørn. Det må forældrene vide, understreger hun. Inde på selve skolen er det allervigtigste ifølge Gurli Højen den enkelte lærer. - Læreren gør en kolossal forskel, så jeg vil mene, deres muligheder for at blive ved at være engagerede og dygtige bestemt er noget, vi skal diskutere ovre på skolen i næste uge, siger Gurli Højen. At børnene skal blive mere iderige, er også et af familien Højens egne pejlemærker i opdragelsen af de tre børn. - Vi voksne skal sørge for at bevare børnenes nysgerrighed, deres undren. Hvis det lykkes, så er jeg såmænd ikke så bange for, om de kan klare sig, sammenfatter Gurli Højen. Ifølge hende er skolen allerede nu god til at lære børnene at have respekt for hinanden og samarbejde. Børnene lærer også meget, mener hun, deres faglige niveau er højt. - Begge dele er nødvendige, for at de kan få ideer, der kan bruges til noget, vil jeg mene. De kommer jo med ideer i et væk, børnene, men de skal kunne arbejde sammen med andre for at udvikle dem, siger Gurli Højen, som dog er bekymret for, hvorfor børnenes glæde ved skolen falder med alderen. - Mine børn er små, men jeg synes, vi i klasselokalet må snakke om, hvordan vi kan sørge for, at også de store elever bliver ved at være engagerede i skolen, siger Gurli Højen.