- Brugen af sund fornuft er altid tilladt

FREDERIKSHAVN: - Hoveddommer Brian Janum handlede efter reglerne i dansk ishockey, hvor vi ikke dømmer efter mere eller mindre tilfældigt opstillede videokameraer, men brug af lidt sund fornuft og et kig op på storskærmen havde trods alt været helt i orden i den pågældende situation i Frederikshavn Isstadion, siger formanden for Dansk ishockey Dommerklub, Kent Kølvig. - Han kunne godt have ændret sin kendelse til en scoring til Frederikshavn IK, hvis gengivelsen på storskærmen klart afslørede et mål, og eneste konsekvens havde givetvis været protester fra Rødovre. - Det handler imidlertid for os dommere om at dømme så retfærdigt som muligt, og selv om vi normalt ikke benytter os af video-billeder, var det oplagt at lave en undtagelse her, siger Kent Kølvig. Brugen af videodommere er helt normalt i international ishockey, men i den danske Isliga er det ikke teknisk muligt endnu. - Jeg så meget gerne tv-kameraer i samtlige danske skøjtehaller placeret bag ved de to mål efter de foreskrevne, internationale regler, men så længe klubberne vælger at spare 3-400 kroner på at droppe tidligere tiders måldommere, er vi efter alt at dømme langt fra en teknisk hjælp til ishockeydommerne. - Tilfældigt opstillede videokameraer kan vi ikke bruge til at skelne de små marginaler, der ofte er afgørende i ishockeykampe, og heller ikke kameraer opstillet i forskellige vinkler fra diverse tv-stationer kan bruges. - Men når muligheden er til stede, og sagen virker klokkeklar, bør sund fornuft ikke undlade en dommer fra at søge video-hjælp, lyder det fra formanden for Dansk Ishockey Dommerklub. jop