Brugere danner råd i Aabybro Hallen

Aabybro Hallen har fået et brugerråd. Repræsentanter for syv af de foreninger, der benytter hallerne, var mødt op til et stiftende møde.

Claus Haunsø er valgt som formand for det ny brugerråd ved Aabybro Hallen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Claus Haunsø er valgt som formand for det ny brugerråd ved Aabybro Hallen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Andre kunne ikke være til stede men har meddelt, at de også sender en person til at træde ind i brugerrådet. Claus Haunsø, Aabybro, blev udpeget som formand. Han repræsenterer Aabybro Badminton Club, hvor han er ungdomsformand. - Brugerrådet skal været et talerør over for halledelsen og politikerne. Vi håber på at øge samarbejdet, så vi får en dynamisk hal, og at den bliver byens samlingssted, siger Claus Haunsø. En vigtig brik er hallens cafeteria, som blev lukket i marts 2007, hvor forpagteren opsagde sin aftale. Desuden har Arbejdstilsynet meddelt, at der skal ændres på adgangsforhold til depot og køkken, før der igen kan drives cafeteria. I dag er der selvbetjening via automater. Et fungerende cafeteria er et stort ønske i brugerrådet, som dog ikke har en løsning lige her og nu. - Tiden må vise, hvordan det kan gøres. Vi har ikke bemyndigelse til at besluttet noget, men vi kan ytre os, og det er et klart ønske, siger Claus Haunsø. Halinspektør Anders Engesgaard Nielsen er glad for at have fået et brugerråd at samarbejde med. - Det er jo så forskellige brugere, vi har. Lige fra dagplejebørn til Ældre Sagen med 1100 medlemmer. Der er sindssygt mange aktiviteter, og atypisk i forhold til resten af landet vokser foreningerne i Aabybro, siger Anders Engesgaard Nielsen. Det er et luksusproblem, når alle ønsker til brug af hallen skal gå op i en højere enhed. Og det slider på faciliteterne. - Alle foreninger er i fremgang, og hallen er udnyttet til det sidste. Den trænger til en kærlig hånd, siger brugerrådsformand Claus Haunsø. Han har bedt foreningerne om at gå til deres bagland og komme med forslag til forbedringer, både på kort og lang sigt. Aabybro Hallen spillede en væsentlig rolle i valgkampen i efteråret, og fra politisk side er der vilje til at gøre noget ved sagen. Det forsikrer formanden for Jammerbugt Kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalg, Helle Bak Andreasen (V). - Vi skal bare ikke have nogle hovsa-løsninger. Det bliver en stor proces. Hallen er nedslidt, og der er run på. Er den overhovedet stor nok, eller skal der også tænkes en udbygning ind på et senere tidspunkt, siger Helle Bak Andreasen. Hun understreger, at brugerrådet kommer til at spille en vigtig rolle. - Vi skal ikke bare sidde i udvalget og beslutte noget, uden først at have snakket med dem, siger udvalgsformanden. Udvalget vil i øvrigt tage på besigtigelse i Aabybro Hallen, så de er bedre klædt på til den kommende opgave med at lave en samlet plan for hallen.