EMNER

Brugerne er julestjerner i Nordstjernen

Brugerne håber, at rigtig mange kigger indenfor i morgen

SKAGEN:Der er 100 flotte gevinster i den tombola, der opstilles i forbindelse med julestuen på Det beskyttede Værksted Nordstjernen i morgen eftermiddag. Det store rum, der til daglige bruges til blandt andet motion, er ryddet, og brugere og personale garanterer, at det i morgen eftermiddag oser af jul. De 100 gevinster er udelukkende egenproduktion. Det ville da ikke være tosset at vinde en af varme-massage-puderne, der er kreeret således, at den kan spændes fast om skulder og nakke, så man kan arbejde videre ved computeren, støvsugningen eller julebagningen. Der er også smukt dekorerede indkøbsnet eller små poser med hjemmelavet julepynt. Brugerne har også en salgsbod. Året igennem producerer de for eksempel fuglekasser og vippefyr i fire forskellige størrelser. Årets høst af hindbær og solbær af egen avl er lavet til det lækreste syltetøj og græskar, som de er blevet foræret, er blevet syltet. Blandt jule-sæson-varerne kan nævnes pebernødder og juledekorationer. Ved julestuen sælges også gløgg og æbleskiver samt kaffe, øl og vand til rimelige priser. Lærere og elever fra Musikskolen synger for til julens sange. Det forlyder også, at nogle af brugerne vil bidrage til den musikalske underholdning. Midt i produktionen af juleting, har brugerne selvfølgelig også travlt med den daglige produktion, for eksempel en del arbejde for BH Elartikler. Oveni dette skal en produktion af mini-fiskekasser snart være færdig. Det er kasser, der er bestilt af Fiskerestauranten, og som skal bruges som virksomhedens julegave. 200 fiskekasser i kvart størrelse skal leveres inden så længe. - Produktionen af disse fiskekasser er delt op i mange processer. På den måde er der også noget for de svage brugere, forklarer pædagog på værkstedet Inge Jensen.