Pandrup

Brugsen bygger om

PANDRUP:Det er efterhånden syv år siden, at SuperBrugsen i Pandrup sidst byggede om og fik malet, så nu er tiden kommet til at lave lidt om. Brugsforeningen har postet 1,8 millioner kroner i et projekt, der vil ændre indgangen fuldstændigt og flytte om inde i butikken. Kunderne må finde sig i flytterod indtil påske, men brugsuddeler Niels Erik Madsen forsiker, at medarbejderne vil gøre deres for at gøre ombygningen så smertefri som muligt. På grund af de store omvæltninger har brugsen valgt ikke at indgå i den kommende "kundemeter" undersøgelse, hvor kunder i hele landet kan give points for personalets hjælpsomhed, forretningens tilsstand og ikke mindst, hvor nemt det er at finde varerne. - Vores kunder kan ikke besvare det, fordi grundlaget ikke eksisterer de næste ti uger, men når vi er færdige, så er vi med, forsikrer brugsuddeleren. Når kundemeteret kommer til Pandrup vil kunderne kunne se, at flaskeautomaten har fået egen indgang mod øst, og at bageren er flyttet hen til indgangen. Den flytning giver plads til grøntsager, hvor der er Tips og Lotto i dag. Ved de grønne varer skal kunderne til den tid gå ind i butikken, da den nuværende vej ind vil blive spærret af kasser. Udover omlægninger ved indgangen lover brugsuddeleren nyt inventar, større kølebokse og helt ny og smart vinafdeling.