Detailhandel

Brugsen i Skovsgård fuld af selvtillid

Mere konkurrence vil ikke få konsekvenser for os, siger brugsudeleren i Skovsgård

SKOVSGÅRD:Dagli'Brugsen i Skovsgård viste sig at være dyrest i NORDJYSKEs pristjek. Alligevel mener butikkens brugsudeler ikke at en øget konkurrence om forbrugernes penge vil få konsekvenser for butikken i Skovsgård. - Jeg tror, at de mennesker, der handler hos os, også kørte til Brovst midtby for at handle, før Aldien åbnede, siger Gunnar Mark, købmand i Dagli'Brugsen i Skovsgård. - Derfor tror jeg ikke, det vil ændre på vores omsætning, siger han. - De lokale vil gerne have en butik i Skovsgård. Derfor tror jeg, at de villige til at betale 25 eller 50 øre mere for varene for at støtte op om butikken. Og det, tror jeg, de er bevidste om. Ifølge Gunnar Mark kan butikken tilbyde kunderne noget, de ikke får i butikskæderne i midtbyen: - Det mest afgørende er, at kunderne kan lide personalet. De får en ordentlig betjening i en pæn butik med et bredt uddvalg, siger købmanden. Han mener, at beliggenheden også har en betydning for forbrugerne i Skovsgård. - Vi er jo de eneste herude. Så vi også en god beliggenhed, siger han. Hvorfor butikken i Skovsgård viste sig at være dyrest ved køb af gulerødder, solsikke rugbrød, letmælk og oksekød, mener Gunnar Mark, er svært at sige: - Men vores priser på for eksempel frugt og grønt kan variere fra dag til dag. Så hvis testen var blevet lavet en anden dag, havde resultatet måske været anderledes.