Brugs er lukningstruet: Omsætningen falder, og reserverne er spist

Børnehave skal lukke, og nu er også byens købmand lukningstruet

Line Lykkegaard Skou
Også i 2016 havde Dagli' Brugsen udfordringer. Dengang fik byen vendt skuden i et samarbejde med Skelund, fortæller brugsuddeler Morten Hald. Arkivfoto: Grete Dahl
1. oktober 2018 17:09 - Opdateret 1. oktober 2018 18:15

VEDDUM: I sidste uge stemte et flertal i byrådet i Mariagerfjord for at lukke Veddums kommunale børnehave fra næste år.

Nu er også byens købmand, Dagli’ Brugsen på hovedgaden, lukningstruet.

Omsætningen falder, og butikkens reserver er ved at være brugt op, fortæller bestyrelsen, der har indkaldt til krisemøde i byens forsamlingshus onsdag klokken 19.

- Vi er meget presset. Vi har næsten lige haft møde med Coop, og får vi ikke øget omsætningen snart, lukker de os, siger bestyrelsesmedlem Hanne Østergaard Eskildsen.

Især det seneste år er butikkens omsætning faldet markant, fortæller Hanne Østergaard Eskildsen, der ikke ønsker at sætte tal på tabet.

- Mange er forelskede i den nye Rema 1000 butik i Hadsund, der åbnede i juni Jeg kan da også godt forstå, at det er billigere for børnefamilier at handle der.

- Men vi er nødt til at have en forretning i Veddum også. Ellers dør vi ud. Brugsen er et samlingssted for mange. Det vil være en katastrofe, hvis den lukker, siger hun.

De seneste år har Veddum været gennem en større byforskønnelse. Omkring 20 huse er revet ned, og det kan mærkes på kundegrundlaget, siger Hanne Østergaard Eskildsen:

- Men vi har også fået flere børnefamilier herude, og vi har også mange, der er flinke til at handle hos os. Vi har bare brug for endnu større opbakning.

Det er ikke første gang, brugsen er i knæ. For to år siden blev der også holdt borgermøde for at samle opbakning.

- Vi fik skuden vendt ved fælles hjælp i Skelund og Veddum. Men nu er omsætningen faldet igen, siger brugsuddeler Morten Hald.

Bestyrelsen kommer ikke med løsningsforslag på onsdagens borgermøde, fortæller Hanne Østergaard Eskildsen:

- Jeg tror ærlig talt, løsningsforslagene er ved at være udtømte. Andre steder er man gået sammen om at samle ind, når den lokale købmand har været lukningstruet.

- Det er fint med en indsamling, men det nytter ikke noget, hvis folk ikke handler lokalt fremadrettet. Vi håber, folk vil vågne op og handle mere lokalt. Det er sidste udkald.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...