Brugsen klar til at åbne
Kloakken er tætnet og butikken desinficeret

Hele weekenden bliver der fyldt nye varer på hylderne, kloakken er tætnet og skiltet her er fjernet. foto: bente poder
HJØRRING:- Vi har ikke gjort skadernes omfang op endnu, men vi har mere eller mindre smidt det hele ud. Sådan siger uddeler i SuperBrugsen på Sct. Olai Plads Jesper Skovlund Pedersen om oprydningen efter fundet af en rotte i bageriafdelingen i sidste weekend. Fundet af den lidet velkomne gæst fik brugsen til at kontakte Fødevareregion Nord og Hjørring Kommune. Brugsen har ikke holdt åbent i denne uge, men på mandag skulle det hele være i orden igen. Det har været en meget travl uge for personalet, der har ryddet op. - Vi har mere eller mindre endevendt hele butikken, fortæller Jesper Skovlund Pedersen. Som forventet var der huller i kloakken, der havde skaffet rotterne adgang til butikken. De huller er nu forseglede efter en TV-inspektion af kloakkerne, som Coop Ejendomme, der ejer selve bygningen, har stået for. Rengøringen og desinficeringen har ISS stået for. - ISS troppede op med rigtig mange mennesker. Heldigvis for uddeleren, så har SuperBrugsen tegnet en god forsikring, så selv om det har været træls, så går det nok.