Detailhandel

Brugsen og uddeler er i topform

JERSLEV:Mens mange butikker i mindre lokalsamfund er afgået ved døden, er LokalBrugsen i Jerslev sprællevende. Butikkens ankermand, uddeler Leif Hessellund, kan tirsdag fejre 25 års jubilæum - ogpå de 25 år er omsætningen femdoblet. Den lokale brugs har ikke alene overlevet - den er en succes. - Da jeg begyndte for 25 år siden omsatte vi for 3,8 mio. kroner og var fire ansatte. I dag har vi et budget på næsten 19 mio. kroner og er 11 ansatte, fortæller Leif Hessellund - Sidste år steg omsætningen med 18 procent. Det opnår vi ikke i år, for krisen kradser igen i hele dagligvarebranchen. Men vi er stadig på den pæne side af indeks 100, tilføjer han. En præcis opskrift på succes har uddeleren ikke. Men han er ikke i tvivl om, at søndagsåbent blev brugsens redningsplanke. Brugsen i Jerslev var den tredje i Danmark, der sprang på søndagsvognen. - Butikken kørte ikke for godt dengang. Jeg tænkte: "Lad os prøve noget. Og lad os gå i gang med det samme." Og vi fik stor succes - især fordi vi var en af de første med søndagsåbent. Folk kom fra Brønderslev til Jerslev for at handle. Og jeg valgte med det samme at sige, at vores tilbud også gælder om søndagen. Siden har mange butikker slået dørene op søndag. - Men gevinsten er fortsat stor for os - måske fordi folk har vænnet sig til at komme her, siger Leif Hessellund, der i den forbindelse glæder sig at have gode ungarbejdere i folden. Lokalpatriot Leif Hessellund og familie har altid boet i Brønderslev - sådan har det nu passet familien bedst. Selvom han har bopæl i Brønderslev, lægger Jerslevs fremtid ham stærkt på sinde. Også af hensyn til brugsen. Han husker, da byen blandt andet havde fire købmænd, brugsen, tre bagere, fiskehandler, slagter, blomsterhandler, bedmandsforrening, to pengeinstitutter og to radioforhandlere. Sådan er det ikke længere. Den lokale brugsuddeler vil gerne se udvikling i byen, og har har tidligere indgået i et projekt, der skulle holde liv i de eksisterende butikker og skabe nyt liv i tomme butikslokaler. Således var han med til at genåbne et ellers lukket møntvaskeri - men det lykkedes ikke at holde liv vaskeriet. - Det meste er lukket. Og hver gang en butik lukker i byen, jager man folk andre steder hen. Vi har været heldige at være én af de butikker, der blev tilbage. I dag er vi købmanden og Brugsen med dagligvarer - det er alt. Men der er heller ikke basis for flere. Vi var for mange dengan. Vi solgte ingenting hver især, og jeg kan huske, at vi dengang regnede ud, at butikkerne tilsammen havde en markedsandel på 25 procent. Og én butik skal have en markedandel på 25 procent for at overleve i dag. Mindre butikker er gennem årene skudt op i Jerslev. Og Leif Hessellund har i den forbindelse fjernet de aktuelle varegrupper fra hylderne. - Da der for eksempel åbnede en butik med garn- og syartikler i Palægade smed vi alt garn, strikkepinde og nåle ud - for at holde liv i en ny butik. Men den lukkede desværre, så nu har vi det hele igen. Butiksdød har stillet øgede krav til varesortimentet i den lokale brugs. Benzin, kød og blomster kom til efterhånden, som de enkelte specialbutikker lukkede. - Vi forsøger at have så bredt et sortiment, som økonomien kan bære. Vi handler for eksempel med træsko og gummistøvler, og det gør de færrste dagligvarebutikker på vores størrelse i dag. Men det skal man kunne få i Jerslev, mener uddeleren. En bager har byen ikke, og i dag kan kunderne forsyne sig med friskbagt brød i brugsen. Personalet bager dagen igennem - og det har betydet en firedobling af brødsalget. Handler lokalt Noget af opskriften på lokal succes er ifølge leif Hessellund, at man som lokal handlende benytter lokale håndværkere - lokaler hænder - til at løse lokale opgaver. LokalBrugsen får desunden ofte lov at levere varer til større arrangementer som halballer og til institutioner. - Vi leverer og tager overskydende varer retur - det kan vi fordi vi har så mange arrangementer, så vi brænder ikke inde med tingene. Et nyt benzinanlæg satte for alvor gang i salget ved brugsen - og hver gang en liter benzin tankes støtter kunderne lokale foreninger. På tre år tankede borgerne så meget benzin, at spejderne fik 30.000 kroner, til arbejdet - lige nu får JSI Fodbold glæde af benzinpengene. Leif Hessellund får fast løn som uddeler - og han høster derfor ingen gevinst af økonomisk succes. - Ville jeg selv arbejde 50 timer, kunne jeg måske spare en medarbejder - og få mere i løn. Men jeg vil ikke gå ned med flaget - jeg har set mange kollegaer gå ned ved at knokle r... ud af bukserne. Lystfiskeren På væggen i butikkens baglokalet hænger billedet af en ung uddeler med en stor ørrede. Fisken er fanget for år tilbage i Ryå ved Hellum i uddelerens middagspause. - Jeg skulle have noget frisk luft - og der ligger jo altid en fiskestang i bilen. Dyret bed på krogen, men forsøgte at undslippe ved at gemme sig under en lille bro. - Jeg kunne ikke trække den op igen. Så jeg måtte i vandet i hvid kitel. Halvt kravlende i åen under broen lykkedes det den ivrige lystfisker at bjærge fangsten. Og plaskvåd og lidt beskidt returnerede uddeleren fra sin frokostpause - med fisken. Inden han kunne fortsætte dagens dont, måtte han lige en tur hjem til Brønderslev for at skifte. Leif Hessellund er ud af en fiskerfamilie, og har lystfiskeri som hobby. I Løkken har han således en jolle til havfiskeri, så fiskestangen bliver fortsat benyttet flittigt. Og så kan båden iøvrigt også benyttes, når børnene står på vandski. Selv har Leif Hessellund endnu ikke stået på vandski efter jollen. - Vandet er forkoldt, lyder hans begrundelse.