Brugsen støtter de nye økologiske landmænd

Fødevarer 12. august 2007 06:00

KØBENHAVN: SuperBrugsen gik i ugens løb kontant ind i arbejdet for at fremme produktionen af økologisk mælk. Butikkernes overskud fra salget af økologisk mælk onsdag gik til Økologisk Landsforening. Pengene går til et gratis omlægningstjek for de landmænd, som overvejer at blive økologer. Der blev handlet økologisk for halvanden million kroner, hvilket betyder, at omsætningen steg med 38 procent i forhold til samme dag sidste år. Dermed har SuperBrugsens kunder skaffet 300.000 kroner til støtte for økologien. - Vi ønsker med dette initiativ at sende et signal om, at vi tror på økologien i fremtiden. Vores økologisalg stiger med omkring 20 procent om året, og det er vigtigt, at vi også i fremtiden kan tilbyde kunderne de økologiske varer, som de efterspørger, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i SuperBrugsen/Coop. Økologisk Landsforening anslår, at der netop nu mangler mindst 250 økologiske landbrug i Danmark, og hvis salgsvæksten fortsætter, kan der komme alvorlig mangel på økologiske varer. Brugsens initiativ kom samme dag, som bestyrelsen i Arla Foods besluttede at udvide den økologiske indvejning med 25 procent. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...