Detailhandel

Brugser stopper med at hakke kød

Hakker kan ikke renses 100 pct., når man skifter mellem svin og okse

en mikroskpisk rest er nok til, at kødkontrollens dna-test giver udslag ,og derfor er man nødt til at have seperate kødhakkere for henholdsvis okse-og svinekød. Arkivfoto

en mikroskpisk rest er nok til, at kødkontrollens dna-test giver udslag ,og derfor er man nødt til at have seperate kødhakkere for henholdsvis okse-og svinekød. Arkivfoto

AALBORG:Flere nordjyske afdelinger af SuperBrugsen er stoppet med selv at hakke kød, efter at en række af kædens forretninger er blevet afsløret i nye sager om kød-svindel. Tre nordjyske SuperBrugsen-butikker er blandt de 10 butikker og kødgrossister, som har måttet hænge en sur smiley i vinduet for at have snydt med deres fødevarer. Det skriver dagbladet B.T., der har fået aktindsigt i resultatet af en storstilet, landsdækkende kampagne mod kødsvindel hos danske slagtermestre og supermarkeder - en kampagne, som Fødevarestyrelsen har ført siden januar. De tre nordjyske SuperBrugsen-butikker ligger i Pandrup, Nykøbing Mors og Aalborg-bydelen Vejgaard. SuperBrugsen i Nykøbing Mors har fået en bøde på 15.000 kroner og har bedt en slagter finde nyt arbejde, efter at han blandede kød fra dagen før med i det friske hakkekød. Hakket kød kan kun holde sig 24 timer. - Det kan vi ikke forsvare. Sagen er fuldstændig galimatias. Derfor har vi reageret med en bortvisning, siger Mogens Werge, fødevarepolitisk direktør i Coop, til B.T. Bøder på 15.000 kroner er også givet til SuperBrugsen i Pandrup for at ompakke fersk, hakket kød, og til SuperBrugsen i Vejgaard, fordi der er blevet fundet spor af svinekød i foretningens pakker med hakket oksekød - og omvendt. - Vi tager konsekvensen Uddeler Claus Bro fra SuperBrugsen i Vejgaard siger til NORDJYSKE Medier, at han er ualmindeligt ked af sammenblandingen, som er sket, fordi kødhakkeren ikke er blevet gjort 100 procent ren i forbindelse med, at slagterafdelingen har skiftet fra oksekød til svinekød og tilbage til oksekød. - Der skal bare en meget, meget lille rest til, for at kontrollens dna-prøver giver udslag. Vi beklager meget, at det er sket, og vi har straks taget konsekvensen, så det ikke sker igen: Vi hakker ikke selv mere kød her i forretningen, men får alt hakkekød leveret færdigt fra Danish Crown, oplyser uddeleren. - Normalt har vi elite-smileys i alle vore afdelinger, men i slagterafdelingen fik vi en sur smiley som følge af den her sag. Den er nu ændret til en glad smiley, efter at vi har haft et nyt kontrolbesøg, tilføjer han. Også en række andre SuperBrugsen-butikker i Nordjylland har for at undgå sammenblandinger af kød besluttet helt at droppe deres egne hakkemaskiner og i stedet få leveret færdighakkede pakker. Alternativet ville ifølge Claus Bro være, at man skulle have en hakkemaskine til hver slags kød, sådan som nogle af de meget store kødforhandlere, eksempelvis Bilka, har.