Brugsforening fik pænt overskud

Virksomhedsøkonomi 6. april 2003 08:00

LØGSTØR: Skarp Salling Brugsforening omsatte i 2002 for 17.998.590 kr. i butikken, mens tanken omsatte 10.373.984 kr. Resultat før skat var 373.734 kr. Brugsen betalte 75.094 kr. i skat, og medlemsdividende excl. moms var på 173.907 kr. Dermed blev resultatet efter skat og medlemsdividende 298.640 kr. Disse nøgletal kom formanden for brugsforeningen, Svenning Nygaard, med på generalforsamlingen i brugsforeningen. Omkring året 2002 sagde han, at hen på foråret, da dividendepenge blev udbetalt i Skarp Salling, så blev der holdt fest i brugsen. I 2002 var det 3. maj, hvor der var gode tilbud og bestyrelsen serverede smagsprøver i form af pølser og fadøl. - Det som vi nok husker 2002 mest for er den omfattende til- og ombygning af brugsen. I løbet af foråret og sommeren så vi byggeriet skride frem. Vi kunne inden sommerferien vælte væggen ind til nybygningen og starte indretning af den nye afdeling. Det gik stort set planmæssigt, og det var en stolt uddeler og bestyrelse, der kunne invitere til indvielsesfest 31. august. Til lejligheden havde vi inviteret en del af de tidligere formænd i brugsen, som sammen med alle de tilstedeværende kunne glæde sig over, at vi i Salling har en topmoderne forretning. Med denne udvidelse har vi nu forretningen med den rette størrelse, som kan klare de krav som kunder og ansatte stiller de næste mange år, sagde Svenning Nygaard. Med en større butik skal der også en større omsætning til, og heldigvis har der da også været en stigning på næsten ni procent i butiksvarer i 2002, sagde Svenning Nygaard. Efter generalforsamlingen var der spisning og dans. Der var 150 medlemmer til stede. Gunnar Kærsgaard og Svenning Nygaard var på valg og blev begge genvalgt. Bestyrelsen konstituerer sig ved første møde efter generalforsamlingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...