Virksomhedsøkonomi

Brugsforeningen tabte pusten i 2004

Vegger Brugs har mistet sin benzinleverandør, men håber på en ny

VEGGER:Det har bestemt været mere lukrative år i Vegger Brugs' historie end 2004. Både omsætningen og indtjeningen er faldet. - Og det er ikke det bedste for brugsen, erkendte formand Ytting Nielsen blankt, da regnskabets time kom på generalforsamlingen i Caféen på Vegger gl. Skole. Netto er omsætningen faldet til lige under 10 millioner kroner, helt præcist 9.724.000 kroner. Men det er trods alt efter rekordåret 2003 og bedre end både 2000, 2001 og 2002. Til gengæld er resultatet på 18.000 kroner ikke set mere beskedent i mange år. - Vi håber jo lidt, at den manglede benzinomsætning er en del af forklaringen på faldet i omsætningen, sagde Ytting Nielsen i sin beretning, hvor han også slog fast, at der skal gøres noget for at hæve omsætningen igen. Benzinsalget er blevet brugsens store kildne problem. Den tidligere leverandør pillede sine standere ned ved årsskiftet, fordi tanken på hovedgade solgte for lidt. Efter en lang benzinløs ørkenvandring til de store selskaber har Brugsen fundet en leverandør i Skandinavis Oliekompagni. Nu håber bestyrelsen bare, at standerne snart bliver sat op. Det er indtil videre gået lidt trægt. - Det har kostet os en del, men vi er enige om, at vi ikke kan undvære benzinen i omsætningen, fastholdt Ytting Nielsen. Brugsen har i år også store forhåbninger til byfornyelsen, som vil skabe et lille hyggeligt torv praktisk taget i brugsens baghave. Britta Degn og Inge Lise Jørgensen blev valgt ind i bestyrelsen.