Detailhandel

Brugsuddeler i SuperBrugsen fratrådt

Butiksrådets formand angiver årsagen som uenighed med Coop

HJØRRING:Uddeler Tommy Toft fra SuperBrugsen på Sct. Olai Plads er fratrådt, oplyser den folkevalgte formand for Superbrugsens Butiksråd (butikkens bestyrelse). Butiksrådets formand, John D. Thomsen ønsker ikke at sige andet end, at uddeler Tommy Toft blev uenig med Coop om butikkens linje. John D. Thomsen understreger, at hverken ansatte eller butiksrådet havde noget at udsætte på Tommy Toft. Han betegner uenigheden med Coop, som en slags ”bommert”. - Under Tommy Toft har økonomien været den bedste i mange år. Vi har været meget glade for Tommy, og er det stadig, lyder det fra John D. Thomsen. Tommy Toft har været ansat i et lille år, efter tidligere uddeler Flemming Gade blev afskediget. Også dengang var oplysningerne om chefskiftet sparsomme. De daglige ledelse af butikken er overtaget af et midlertidigt team, som løfter opgaven indtil en ny uddeler m/k kan ansættes. John D. Thomsen anslår, at SuperBrugsen på Sct. Olai Plads kan præsentere en ny uddeler 1. september. Han afviser, at Tommy Tofts fratræden har noget at gøre med det Kvickly, som efter planen rykker ind i Metropol, når bycentret står klar i 2008. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tommy Toft.