Brugt legetøj i lange baner

Skagen 1. september 2003 06:00

SKAGEN: Egentlig var det først meningen, at børnenes kræmmerdag på Ankermedet Skole skulle begynde klokken 11 i lørdags, men allerede lidt over klokken ni mødte de første børn op med papkasser fyldt med legetøj, og klokken 10 var handelen i fuld gang i de to gymnastiksale, hvor der et par timer senere vel var omkring 80 boder. Det var også på dette tidspunkt, at det lokale teenager-band, Doubt, gik på scenen for at give en række numre for fuld udblæsning. De fem medlemmer af bandet, hvor alle fire skoler i Skagen er repræsenteret, havde i forvejen bedt om dæmpet belysning til musikken. Det var nemlig kun fjerde gang, at de spillede offentligt, så der var en sværm af sommerfugle, der baskede rundt i maven. Det kunne man for øvrigt ikke høre, da de indledte underholdningen med ”Stand By Me” og fulgte op med en række gode numre. Og da de var færdige med at spille kom der atter gang i handelen. Bamser i alle mulige størrelser og farver skiftede ejere for få penge. Spil og puslespil, som nogen var blevet for store til, kunne nu bruges af andre, og forældrene fik sig en hyggelig snak over en kop kaffe med dertil hørende hjemmebagt kage i caféen. - Salget af kaffe og brød betyder, at vi kan få dækket vores omkostninger, og bare det lige kan løbe rundt er det fint. Det handler om at skabe en god dag for alle interesserede børn i Skagen, fastslår formanden for Ankermedets Venner, Allan Jensen. Traditionen med kræmmermarked en gang om året på Ankermedet Skole er en realitet, men der var faktisk flere af børnene, som godt kunne tænke sig, at der blev holdt endnu flere kræmmermarkeder for børn i Skagen. - Det ville være godt, hvis det var en gang hver måned. Jeg har simpelthen så meget legetøj tilbage derhjemme, som jeg gerne vil sælge, konstaterer Anne Hedemark fra 7A på Ankermedet Skole. Hun havde til markedet i lørdags medbragt to kasser og en stor sort pose fyldt med pynteting, legtøj og bamser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...