Brugt luksusdrøm med forbehold

Drømmen om en brugt Audi, Volvo eller BMW som alternativ til ny er rykket nærmere under finanskrisen. Men der er skjulte udgiftsfælder, så tag forholdsregler

Lokkende. En ældre Volvo V70 som denne kan være ganske indbydende. Man skal dog få bilen grundig tjekket før køb, og en kende en billig mekaniker, hvis drømmen om en brugt luksusbil skal ende lykkeligt.

Lokkende. En ældre Volvo V70 som denne kan være ganske indbydende. Man skal dog få bilen grundig tjekket før køb, og en kende en billig mekaniker, hvis drømmen om en brugt luksusbil skal ende lykkeligt.

Er du typen, som længe har drømt om en stor Volvo, Audi eller BMW, så er opfyldelsen måske rykket nærmere. Under finanskrisen er priserne på brugte luksusbiler nemlig styrtdykket, så de eksklusive fugle i højere grad er kommet inden for rækkevidde som alternativ til en ny mindre. Det viser en analyse som annoncesiden Bilpriser.dk har lavet. Den omfatter 26 biler i 150.000 kroners klassen, både nye og gamle. Beregningerne viser for eksempel, at en syv år gammel Audi A4 1,9 TDI over en fire års periode koster stort set det det samme som en ny Renault Clio III 1,2 TCe Expression, nemlig 2,26 kr/km mod Renaults 2,28 kr/km. Også andre eftertragtede modeller som BMW 316, Volvo V70 og Saab 9-3 klarer sig rimeligt i analysen, hvor værditab over de fire år og udgifter til finansiering, brændstof og ejerafgift er medtaget. En joker er dog udgifterne til service og reparation, der ikke er indregnet. Der er nemlig større risiko for, at reparationsregningerne stiger i takt med, at bilen bliver ældre. Således har den nævnte Audi A4 fra analysen 326.000 km på bagen. Derfor skal man gøre sig flere ting klart. - Det er fornuftigt at have en god og billig mekaniker, som man har et tillidsforhold til, konstaterer Niels Grøftehauge, der er chefanalytiker hos Bilpriser.dk Få bilen tjekket Mens bilerne er nyere, serviceres og repareres de typisk hos de autoriserede værksteder, mens mange overtages af frie værksteder, når de bliver ældre. Derfor skal man som kommende ejer også være indstillet på at bruge for eksempel brugte dele og ikke være så øm omkring parkeringsbuler o.l. På de autoriserede værksteder har bilerne typisk en stram servicebog, mens kontrollen bliver mindre, når man vælger et andet værksted. Niels Grøftehauge har nogle klare råd. - Få et tjek af bilen hos Applus eller FDM før købet, så har man en fornemmelse af, hvor man står, siger han. - Samtidig har de tidligere ejere i mange tilfælde også gemt regningerne for, hvad der er lavet. Niels Grøftehauge pointerer, at hvis bilerne er blevet løbende vedligeholdt, så er en del af de reparationer, der kan opstå, taget i opløbet. Som et udgangspunkt vurderer han, at udgifterne til reparationer og service beløber sig til yderligere 50 øre per kilometer. - Hvis bilen lige har fået nye støddæmpere, så ved man i hvert fald, at der går mange kilometer, før de skal skiftes igen. Man skulle være meget uheldig, hvis alle reparationerne kommer på én gang, konstaterer han. Sæt penge til side Facit er dog, at man som køber af en ældre luksusbil skal sætte et fast beløb til side på kontoen hver måned, så man er forberedt på udgifter, lidt som hvis har flekslån. Efter fire år står man så også med en stor gammel bil med mange km på tælleren. Og her er det også en forudsætning, at bilen har en vis værdi, for at Bilprisers regnestykke holder. Niels Grøftehauge peger på, at en måde at få solgt bilen er over auktion til et at de firmaer, der har specialiseret sig i reeksport over landegrænserne. Fakta Mange muligheder Eksempler på udgifter: 6/2006 Volvo V50 1,6 D, 215.000 km - 1,97 kr/km 4/2003 Audi A4 1,9 TDI Avant, 326.000 km - 2,26 kr/km 12/2005Opel Vectra 2,2 st.car, 112.000 km - 2,61 kr/km 10/2002 Volvo V70 2,4 st.car, 190.000 km - 2,62 kr/km. 02/2003 BMW 316 1,8 4d, 102.000 km - 2,65 kr/km Ny Renault Clio III 1,2 TCe Expression, 101 hk - 2,28 kr/km Forudsætning: Bilerne ejes i fire år, hvor værditab, finansiering, brændstof og ejerafgifter er medtaget. Service og reparationer er ikke medtaget. Kilde: Bilpriser.dk