Brugte bøger får nyt formål

Lions Club Hvetbo sælger ud af tusindvis af brugte bøger - bogmarked i Saltum i efterårsferien som et nyt initiativ under Visitjammerbugten.

Benny Henriksen og Ellen Jensen fra Lions Club Hvetbo sorterer i bøgerne til det kommende bogmarked i Saltum. Foto: FH-Visitjammerbugten
Litteratur 12. september 2011 06:00

I efterårsferien er der mulighed for at købe en stak brugte bøger og samtidigt støtte et godt formål. Det sker, når Lions Club Hvetbo deltager i den nye forfattermesse og bogmarked, der finder sted på Saltum Skole lørdag 15. oktober og søndag 16. oktober. Her stiller klubben op med flere tusinde brugte bøger, som medlemmerne har indsamlet gennem nogen tid. Samtidigt er der indgået aftale med blandt andre Jammerbugt Bibliotekerne, om at en del af deres brugte bøger også sælges på bogmarkedet. Det hele til små penge, som ubeskåret går til det humanitære arbejde, Lions er kendt for at udøve. Bogmarkedet er en del af en ny kulturaktivitet, hvor der også er deltagelse af en række lokale forfattere, der vil være til stede i løbet af weekenden, ligesom der kommer et par danske forlag med præsentation af deres bogprogram. Dette afvikles som starten på en ny forfattermesse. Der arbejdes i øjeblikket på at finde plads til, at børnene kan være med på bogmarkedet og tjene en lille skilling på at sælge deres egne brugte børnebøger. Lions Club Hvetbo vil stadig gerne have doneret bøger, og disse kan afleveres på et at Visitjammerbugtens tre turistbureauer i henholdsvis Blokhus, Brovst eller Fjerritslev. Herfra bliver de bragt direkte til bogmarkedet. Bag Forfattermessen og bogmarkedet står Visitjammerbugten, som gerne vil udbrede antallet af oplevelser uden for højsæsonen. Der er specielt fokus på efterårsferien, uge 42. Aktiviteten i Saltum udgør en del af det nye koncept: Tanker & Ord, hvor det er hensigten at udbrede kendskabet til den litterære verden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...