Brumbasserne i Munkens Klit

Syv dagplejere på tur med børnene

Med de mindste børn i sikkerhed i barnevognene går fortroppen med Bertram i spidsen af sted mod stranden. Bag barnevognene går dagplejerne Lise Lotte Rasmussen og Lone Kraglund.
Brønderslev 11. juli 2016 07:23

BRØNDERSLEV: Den kommunale dagplejegruppe ”Brumbasserne” i Brønderslev har den seneste periode haft naturen og naturfænomener som det gennemgående tema i deres daglige omgang med dagplejebørnene, og forløbet afsluttede de med en fælles tur til Brønderslev Kommunes feriekoloni Munkens Klit syd for Løkken.

Natur og naturfænomener er blot ét af i alt seks forskellige pædagogiske læreplanstemaer, som danner et fælles grundlag for pædagogiske arbejde i de kommunale dagtilbud til førskolebørn i Brønderslev Kommune.

Dagplejegruppen Brumbasserne består af syv - snart otte - dagplejere i den vestlige del af Brønderslev by plus 32 børn i alderen fra omkring 9 måneder til 2 år 10 måneder. På turen til Munkens Klit deltog alle otte dagplejere, 22 af børnene og gruppens tilknyttede pædagog Janni Ladefoged.

Især de ældste af børnene havde glædet sig meget til udflugten, hvor de alle skulle køre i bus til Munken Klit, og de skulle have madpakke med.

Efter ankomsten til Munkens Klit gik alle i samlet trop gennem klitterne ned til stranden, og på vejen fik børnene mulighed for at lege lidt i klitterne.

Nede ved havet nød børnene muligheden for at løbe gennem de mange små søer, der havde samlet sig på stranden, de legede med skovle og spande i vandet og sandet, og de samlede sten og muslingeskaller. Men det mest spændende var ”Det store vand”, som børnene kaldte det. De var meget betagede af, at der var vand lige så langt, som de kunne se.

Mange af børnene fandt en ny legekammerat i bølgerne. Når vandet trak sig tilbage, fulgte de med udad, og når den næste bølge ankom, løb de så hurtigt, de kunne, for at undgå at blive indhentet af vandet. Overraskende nok var der slet ikke nogen af de små, som faldt i forsøget på at løbe fra bølgerne. Det betød dog ikke, at de undgik at blive våde, for det sprøjtede så dejligt, når de løb igennem de små søer på stranden, og så hjalp gummistøvler og regntøj altså ikke ret meget.

Heldigvis var der tørt tøj til alle i feriekolonien, og så var der tid til dagens næste højdepunkt: De medbragte madpakker. For mange af børnene var det stort, at de selv havde madpakke med. Det var en meget velkommen afveksling fra hverdagen, hvor det er dagplejeren, der sørger frokosten.

Om eftermiddagen var forældrene inviteret til kaffe, kage og masser af frugt, og børnene fik saftevand i dagens anledning, og som ekstra bonus havde en af forældrene medbragt så mange flødeboller, at der var nok til alle.

Brumbassernes tur til Munkens Klit var rigtig hyggelig, og den endte med en flok meget trætte, men glade børn - og dagplejere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...