Motionsidræt

Brun og lækker i slagteriets eget motionscenter

SÆBY:Det er som at træde ind i en afdeling af Form & Figur, for inde i det tidligere fabrikslokale på Tranåsvej i Sæby kan man finde alt, hvad hjertet og armmusklerne kan begære af vægte, maskiner og spinningcykler. Men motionscentret er ikke for alle og enhver. Det er således forbeholdt ansatte på Sæbys største private arbejdsplads, Danish Crown. 330 af virksomhedens omkring 1.100 ansatte er medlem af centret, der drives af arbejdspladsens egen firmaidræt. I går holdt formand Erik Sindt og co. åbent hus i fitnesscentret i anledning af, at det i løbet af sommeren er forbedret for 240.000 kroner. Der er installeret et topmoderne solarium, der trods det flotte sensommervejr allerede er blevet en stor succes. Der er også indkøbt 10 spinningcykler, nye vægte og lagt nyt sportsgulv, der er velegnet til aerobic. For 700.000 kroner - En del af pengene til centret kommer fra medlemmerne selv. Men virksomheden har også investeret i det. Og så har vi gjort nogle gode handler, siger en tilfreds Erik Sindt, der fortæller, at inventaret alene repræsenterer en værdi på 700.000 kroner. For de ansatte på slagteriet er fitnesscentret et frynsegode af de helt store. Et medlemsskab af et almindeligt fittnesscenter koster en formue - især hvis man for eksempel dyrker body building på seriøst niveau og træner hver dag. Hos Danish Crowns motionscenter koster medlemsskabet 25 kroner om ugen, og så kan man komme så ofte man vil hele døgnet rundt - man låser således sig selv ind. Skal ægtefællen med, koster det yderligere16 kroner, og hvert barn koster 15 kroner om ugen. - Det er et personalegode, som mange er glade for. Vi har kun top-inventar. For eksempel er vore 10 nye spinning-cykler samme slags, som Bjarne Riis bruger på sit cykelhold, siger Erik Sindt. Centret startede for seks år siden på 54 kvadratmeter i Sæby Fritidscenter. Dengang var det Danish Crowns mindste fitnesscenter. Nu råder det over 300 kvadratmeter og er det største.