EMNER

Brun sæbe tager struktur-maling

Et tykt lag sæbe dækket af film i et døgns tid klarede malingen

?Hej - jeg vil også gerne give mit besyv med til snakken om fjernelse af strukturmaling. Jeg har det - som andre - i badeværelset og har ofte overvejet, hvordan det kunne fjernes. Jeg har forsøgsvis behandlet et lille område med brun sæbe i fast form. Jeg smurte et passende tykt lag på med en børste - dækkede af med husholdningsfilm i et døgns tid - og spartlede så malingen af. Det gik ret smertefrit, men jeg har endnu ikke gjort alvor af at behandle hele badeværelset. Det er en forholdsvis nem, renlig og miljøvenlig metode, synes jeg. Jeg hører gerne om andres erfaring med at behandle hele vægge på denne måde. Jeg er i tvivl om, hvorvidt væggen efterfølgende vil være jævn nok til at male, eller om der skal efterbehandles med sandspartel el. lign. John Kristensen !Hej John Kristensen - ja, det er jo ikke til at vide, hvad der gemmer sig bag strukturmalingen. Da den i sin tid blev smurt på væggen, kunne det jo have to årsager: Enten havde ejeren af huset en udsøgt dårlig smag ... nej, undskyld! Vi har vel alle en fobi eller to, og jeg lider altså af galloperende strukturmalingsfobi. Men strukturmalingen kan jo også være valgt som en nem måde at skjule diverse fejl i væggen - og de vil så komme til syne, når du tager malingen af igen. Bortset derfra lyder det yderst fornuftigt at forsøge sig med brun sæbe. Jeg gætter på, at malingen oftest vil bestå af en masse fyldstof, som holdes sammen med akryl - og netop akryl opløses villigt af brun sæbe. Forleden havde jeg iøvrigt en underlig oplevelse i en stor farvehandel: De kunne kun tilbyde én malingsfjerner - et udenlandsk produkt. Det er nemlig udstyret med så mange advarsler, at man enten ikke må eller orker at producere det i Danmark - men det er altså stadig lovligt at sælge det. I byggemarkedet gentog historien sig - heller ikke de havde en bare nogenlunde miljøvenlig farvefjerner til akryl. Og det er faktisk for ringe. Så er det jo bare godt, at vi her i Værktøjskassen har fundet ud af, at brun sæbe klarer sagen ret hæderligt. Og fra Sverige har vi Bioclean, som ved hjælp af olier og sæber opløser akryl på få øjeblikke - og ifølge svenskerne uden miljøproblemer. 120 kr. for en liter - på 75 58 50 87 har de så meget Bioclean, at de sælger af det. Jeg vil vædde på, at det også klarer strukturmalingen i en ruf.