Tyverier

Brun tyv næppe skaldet

SKØRPING:Hvis solen ikke vil, ja så kan man da selv gøre sit til at blive brun. Muligvis er det sådan, en eller anden tyveknægt i Skørping har tænkt. Vi ved det ikke, men vi har politiets ord for, at vedkommende fra frisørsalonen på Jyllandsgade 3 har stjålet nogle tuber med selvbruner. Også en del hårvoks er forduftet sammen med tyven. Muligvis kan man derudaf udlede, at tyven i hvert fald ikke er skaldet. Vi ved det ikke, og det gør politiet heller ikke - endnu. Til gengæld ved politiet, at antallet af stjålne produkter løber op i 150 stk. Det har ejeren af salonen oplyst.