Frederikshavn

Bruno ryger stadig

Servicechefen arbejder fortsat med at blive helt røgfri.

Servicechef Bruno Nielsen er ikke stoppet helt. Én enkelt pibe om aftenen er han nede på. Foto: Hans Ravn

Servicechef Bruno Nielsen er ikke stoppet helt. Én enkelt pibe om aftenen er han nede på. Foto: Hans Ravn

- Jeg kan desværre ikke sige, at jeg er stoppet med at ryge. Servicechef på Sygehus Vendsyssel, Bruno Nielsen, er ærgerlig, men ærlig. Han fortalte her i NORDJYSKE i marts, at han 1. april ville lægge sin pibe med den røde Orlik på hylden efter 33 års venskab. - Jeg prøvede at holde helt, men det blev for svært. Derfor har jeg valgt at nyde en pibe tobak, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og jeg nyder den virkelig, siger Bruno Nielsen. Gør alt det rigtige - næsten Han hoppede helt naturligt med på Sundhedsboostet, da det blev lanceret på sygehuset. Hans score i sundhedsprofilen endte på 74 pct. netop på grund af piberygningen. Han gør nemlig ellers alt det rigtige: Spiser nemlig sundt, drikker meget sjældent alkohol og motionerer regelmæssigt. - Rygningen har aldrig generet mig, når jeg løber. Alligevel vil jeg gerne stoppe helt. Jeg kan også mærke nu, at jeg hoster mindre. Bruno Nielsen siger, at han har fået at vide, at det faktisk er sværere for piberygere at kvitte tobakken. - Jeg har i hvert fald mærket det meget. Jeg tror, jeg er nødt til at købe en ny bil. Jeg plejer altid at ryge i bilen frem og tilbage til arbejde. Den dufter rigtigt godt af pibetobak og det er svært at undvære. Jeg kan til gengæld lugte, at folk ryger nu, siger Bruno Nielsen med nikotintyggegummi i munden. - Jeg er ked af, jeg ikke er stoppet, men jeg arbejder videre med det. Det sidste skridt skal nok komme, lover servicechefen.