Brutal men hverdagsduelig

Audis ultimative sportsvogn, R8, har fortsat centermotor - en V10 på 540 eller 610 hk

Kritikere vil sige, at R8 bare ligner sig selv, men det er måske i virkeligheden styrken ved Audis sportsvogn.
Kritikere vil sige, at R8 bare ligner sig selv, men det er måske i virkeligheden styrken ved Audis sportsvogn.

Portugal: Den forrige udgave af supersportsvognen Audi R8 vendte i 2007 op og ned på købernes forestilling om, hvordan en Audi kunne være.

Audi havde på det tidspunkt brugt 20 år på at overbevise publikum om, at det pragmatiske bilmærke kunne matche luksusmærkerne BMW og Mercedes på følelse og kvalitetsoplevelse.

Og mens man i en række år med rette har kunnet nedlægge påstand om, at en Audi nok var lækker og komfortabel, var det også nemt at konstatere, at BMW stadig var bilen til den køreglade chauffør.

Derfor var det også ekstra overraskende, at Audi i 2007 lancerede en avanceret sportsvogn med en V8-centermotor, alukarosseri, firehjulstræk – og frem for alt: en bil, som ikke bare var lynhurtig på et stykke tysk motorvej, men også kunne lægge alle BMW’er bag sig på en snoet landevej. Ja, selv Porsche havde ikke en matchende bil dengang, og BMW har aldrig fået det.

Bygget i aluminium, og kulfiber

Den nye R8’er er fostret i samme skole som den gamle R8 og minder så meget om forgængeren, at dine venner aldrig opdager, at R8 er ny fra ende til anden.

Centermotoren er stadig anbragt i et karosseri, som er avanceret, men ikke ekstravagant: For at holde prisen bare lidt nede har Audi nemlig ikke bygget R8 i ren kulfiber, men i en blanding af aluminium og kulfiber.

Motoren ånder – eller rettere brøler – dig stadig i nakken, og firehjulstrækket er bevaret – og har fået et skud ekstra elektronik. V8’er er der ikke noget af længere, indtil videre er den eneste motor en V10’er uden turbo og med enten 540 eller 610 hk.

Uden mundkurv

Jeg har kun kørt i den hurtigste, og du der kunne frygte, at Audi har vandkæmmet og givet bæstet mundkurv på i kompromisets tegn, kan ånde lettet op. R8 er lige så brutal, som den ser ud.

Kabinen er fyldt med ægte kulfiberdetaljer på døre og luftdyser, og ligesom i Audi TT og Q7 kan du nu styre klimaanlægget via luftdyserne – det er smart og ser hamrende godt ud.

Den digitale instrumentering har også fundet vej til R8, og hvor Nissan ville have givet den gas med grafik, som ku’ få enhver bumset computerspillende teenagedreng til at sprutte af kådhed, har Audi valgt et stilrent og sobert layout, som f.eks. kan få omdrejningstælleren til at vokse fra femkrone- til kagetallerkenstørrelse, så du kan følge med, når grafiknålen nærmer sig 9000 omdrejninger og bliver der.

Det sportslige layout er fulgt op af en bil med en brutal energi samt et soundtrack med en klang, tempo og bas, som kan få en heavyrocksanger til at trygle om mere.

Og når du trykker højrefoden helt ned, hvor speederen lægger sig ned med et velsmurt Audi-klik, opfører bilen sig helt u-Audisk ved at kvittere med en uciviliseret rystetur, som føles, som om nogen har monteret en kæmpe hjertestarter og skruet den op på maks – det er helt vildt, men det er sjovt og vigtigt for din oplevelse af at sidde i en Audi-raket.

På samme måde har Audi også valgt at lade motoren køre helt derud, hvor omdrejningsbegrænseren slår tændingen fra med dramatiske knald, så du føler, du er ved at ramle hovedet ind i a-stolpen. Fantastisk ...

Perfekt balance

Men hvordan kører den så? R8’erens søsterbil, Lamborghini Huracán, har nemlig skuffet verdenspressen, fordi den ikke kører helt som forventet. Og Audi R8 er bygget på samme måde.

Men efter et par omgange på racerbanen er jeg ikke i tvivl.

Den syvtrins automatgearkasse skifter lynhurtigt, og som vi forventer det. Og bilens greb og balance er helt eminent. På racerbanen Portimão ved Algarvekysten er R8 om ikke i sit rette element – det er der ikke ret mange gadebiler, der er – så i hvert fald langt hurtigere end 99 pct. af alle de biler, jeg tidligere har kørt rundt i på racerbaner. Bilen er i perfekt balance, men hvis du slår knappen på rattet over i RACE, kan du få bilen til at køre sidelæns som baghjulstrækker – hvis man synes, det er sjovt …

Uskarpt styretøj

Og til sidst: Styretøjet, et elektromekanisk et af slagsen med variabel udveksling, trækker lidt ned, det er nemlig ikke så skarpt som i en Porsche 911. I hvert fald ikke når jeg gerne vil have det.

Kører jeg langsomt, tager jeg mig fra tid til anden i at tænke, at jeg sidder i en jordnær bil - selv om R8 er en bil til hverdagen, havde det været rart med et styretøj som var skarpt – også når du kører langsomt og tilbagelænet, så jeg altid kunne minde mig selv om, at jeg har købt en sportsvogn.

Men kulfiberen – som vitterligt er kulfiber – får sjovt nok R8’s kabine til at se en smule billig ud.

Den nye Audi R8 lanceres ikke kun med spændstige V10-motorer på 540 hk og 610 hk, den ruller sig også ud i en elektrisk e-tron-udgave.

Modellen, der kommer sidst på året, byder på 340 kW svarende til 455 elektriske hk.

Den har en acceleration, som hedder 0-100 km/ t. på 3,9 sekunder, topfart på 250 km/ t. og en rækkevidde på hele 450 km.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden