Brutale mestre dukket af SønderjyskE
Aalborg Pirates spillede med musklerne, mens SønderjyskE scorede målene i sikker sejr
ISHOCKEY: De danske mestre fra Aalborg Pirates var langt fra topformen i tirsdagens udekamp mod SønderjyskE, der vandt hele 6-4.
Piraterne var udisciplinerede og blev undervejs i opgøret tildelt uhørte 74 udvisningsminutter.
Gæsterne indledte ellers kampen i overlegen stil og pressede hjemmeholdet ned i egen zone.
Efter godt 10 minutter var skudstatistikken 10-1 i nordjysk favør, så det var ganske logik gæsterne, der kom i front ved Martin Højbjerg.
Det skulle dog vise sig, at SønderjyskE på dagen var skarpe på power play. Med et halvt minut tilbage af første periode blev der bragt balance i regnskabet, da Frederik Bjerrum udlignede for gæsterne i overtal.
Piraterne kom dog i front igen kort ind i anden periode, da Sebastian Brinkmann fik bugseret pucken ind i hjemmeholdets mål.
Men piraterne havde slet ikke kampen under kontrol, og på to kvikke scoringer ved Rod Pelley og Daniel Madsen - den første i power play - fik SønderjyskE vendt 1-2 til 3-2.
Det frustrerede gæsterne, og Mikkel Højbjerg indkasserede en misconduct penalty for en voldsom bording.
Hårdhed var der også masser af i tredje periode, hvor piraternes Lasse Bo Knudsen fik 25 minutter for kneeing - en forseelse, som han allerede var blevet straffet for i anden periode.
Foran mål var det dog hjemmeholdet, der var bedst.
Jordan Pietrus udbyggede 4-2, inden Mikkel Jensen og Frederik Bjerrum fuldendte ydmygelsen af de danske mestre, der dog til sidst fik to trøstmål ved Emil Marcussen og Jeppe Juel.