EMNER

Brutalitet er uvidenhed

Krigs- og efterkrigsgenerationen - hvoraf de fleste heldigvis stadig er i live, takket være den længere levealder - er dyb taknemlig for, at det går vore børn og børnebørn godt.

Egentligt er vi også rystet over udviklingen i det samfund, vi alle er med til at skabe. Vi lærte at dele de få goder, vi fik, intet var givet. Ønskede vi os mere end kammerater, må vi tidligt op om morgenen og hjælpe til i bagerier, slagtere eller gå med mælk, brød eller aviser. Vi børn gjorde masser af fejl, men vi var villige til at rette os ind. I dag er børn heldigvis ønskebørn, og deres forældre er flittige og dygtige på deres arbejde, især kvinderne med dobbelt arbejde. Alligevel mangler en stor del af nutidens børn og unge meget af den livsglæde, vi havde, glæden ved at se tingene blive bedre og bedre. De unge er sårbare i dag, og meget lidt tilgivende for fejl og mangler. I dag er det en selvfølge for en million eller to, at det at yde samfundet, ikke er nogen pligt. Hellere nyde og kræve ind. Det store problem vil til sin tid være, at bliver der et stort flertal med krav til samfundet om flere og flere materielle goder, uden tilsvarende modydelse som aktiv i samfundet, ja, så tipper vor dejlige land, og så vil det ikke længere være rart at være danskere, eller nydansker. Så bliver vi gnavpotter, sure og tvære og mørke i sindet. Lad være med at misunde os gamle med gode boliger med friværdier, udenlandsrejser og mange, mange goder. Vi fik de goder, fordi vi stod tidligt op om morgenen. Vi gav mere til samfundet end vi krævede. Vi fik ikke noget foræret. Vi fik et lyst sind og glæden ved at få børn og børnebørn.