Bruxelles lyttede til forslag fra Læsøfiskerne

Frit fiskeri på de tilmålte havdage vil resultere i mindre udsmid af fisk

VENDSYSSEL:EU er blevet mindre. Kommission og ministerråd i Bruxelles har lyttet til de mennesker, som skal leve med deres beslutninger. Et forslag oprindeligt født blandt fiskere på Læsø bliver til gældende politik. Fra 2007 er fiskekvoterne i Kattegat afskaffet, og den forkætrede kombination af kvoter for hver art og havdage skal høre op. Udnyttelsen af fiskebestandene skal alene reguleres på indsatsen for at fange dem, nemlig i form af havdage. Både på Læsø og i Strandby bliver vedtagelsen i Bruxelles hilst velkommen. - Der er perspektiv i det her, siger formand for Strandby Fiskeriforening, Svend Erik Andersen. - Vi vil kunne bringe hele fangsten i land og få stoppet det store udsmid, vi har i dag, siger Thomas Christiansen, Østerby Fiskeriforening. Forudsætningen for succes er dog, at der bliver tildelt havdage nok til den enkelte fisker, understreger han. Direktør i EUs Generaldirektorat for Fiskeri, John Farnell, sagde på et møde i Aalborg i efteråret, at indsatsregulering rummer alle fordele. Vedtagelsen tegner også konturerne af en ny beslutningsproces i EUs fælles fiskeripolitik med øget vægt på brugerindflydelse. Det er det første selvstændige forslag fra en af de nye regionale rådgivende komiteer, som blev etableret med reformen af den fælles fiskeripolitik for to år siden. Og det er netop denne medforvaltning, som den afgående direktør for det uafhængige forskningsinstittut IFM på Nordsøcentret i Hirtshals, Poul Degnbol, skal være med til at bane vejen for i sin nye stilling som højtplaceret forskningsrådgiver i EU-Kommissionen.