Bryder afleverer OL-guld i protest mod IOC

Sagid Murtazaliev vil ikke længere have sin OL-medalje, fordi brydning står til at blive smidt ud af OL.

Bryder afleverer OL-guld i protest mod IOC

For anden gang inden for en uge har en OL-guldmedaljevinder i brydning besluttet sig for at returnere sin medalje.

Russeren Sagid Murtazaliev vandt en guldmedalje ved OL i Sydney i 2000, men han vil sende den retur til den internationale olympiske komité (IOC) i protest mod IOC's intention om at tage brydning af det olympiske program fra 2020.

- Jeg må indrømme, at det var en svær beslutning, siger Sagid Murtazaliev ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Men efter at have tænkt over det, har jeg besluttet mig for at følge Valentin Yordanovs eksempel. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget for at beholde brydning som OL-sport, siger russeren.

Valentin Yordanov fra Bulgarien meddelte i sidste uge, at han ville sende sin guldmedalje fra OL i 1996 i Atlanta tilbage til IOC's hovedkvarter i Lausanne.

Nationer som Japan og Rusland har appelleret til IOC om at beholde brydning som OL-idrætsgren.

Først i september bliver det endeligt besluttet, om brydning ryger af OL-programmet.

Det sker i forbindelse med IOC-sessionen i Buenos Aires.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst