Bryggerpenge til grundvandsprojekt

Kartarzyna Arturi afslutter sin uddannelse til sommer, men håber at kunne arbejde videre med biokemi og vandrensning.
Vandforsyning 26. november 2011 05:00

BRYGGERPENGE: Et ingeniørspeciale, som fokuserer på at rense grundvandet for jern ved at sammenligne resultater fra to jyske vandværker, bliver nu hjulpet på vej af støtte fra Carlsbergs Mindelegat, som netop har uddelt otte portioner. Modtageren er den 27-årige polsk-fødte kemiingeniørstuderende Kartarzyna Arturi fra Aalborg Universitet Esbjerg. - Jeg blev overrasket, stolt og meget glad, da jeg hørte, at jeg ville få stipendiet. Det er en stor udmærkelse, og det giver mig mulighed for at investere i materiale og deltage i konferencer i tilknytning til mit special, fortæller legatmodtageren på det flydende danske, som hun har tillagt sig efter syv års ophold i Danmark. Kartarzyna Arturi gik et enkelt år på universitetet i hjemlandet i Polen, og hun kom oprindelig kun til Danmark for at arbejde i kortere tid. - Men jeg blev tiltrukket af den anderledes projektbaserede studieform, som adskiller sig meget fra den mere traditionelle undervisning, jeg oplevede i Polen, fortæller hun. Kartarzyna Arturis arbejde om jern i grundvandet kan også give vigtigt input til Esbjerg-forskernes øvrige indsats, hvor drikkevandsrensning netop er et højt prioriteret område. Store forekomster af jern i grundvandet ses typisk i områder, hvor der har været jernalderbopladser. Jernet fjernes fra vandet ved hjælp af iltning og udfældning. Undertiden deltager mikroorganismer i form af bakterier i denne iltning gennem dannelse af såkaldte biopolymerer. Kartarzyna Arturi vil sammenligne udfældninger fra forskellige vandværker med henblik på at identificere, om mikroorganismer har haft en væsentlig andel i processen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...